Dansk turisme knuser sig selv

SOMMERKOMMENTAR: Start bare med at løbe baglæns, så ender turismeerhvervet i kloakken sammen med regnen. Også selv om det i år har været overraskende mange turister, som til næste år husker den kolde og våde sommer i Danmark.

Af Ejvind Olesen

Hvorfor skal vi have flotte og indbydende turistkontorer? Hvorfor skal vi have et smart og moderne, sprogkyndigt personale, parat til at fortælle om vores herligheder og bagatellisere vejrliget? Hvorfor skal de ansatte vide, hvor de finder vores gastronomiske templer og være parate til at sprede begejstringen til vore turister? Hvorfor skal vore gæster vide, hvordan de finder Den lille Havfrue og høre historien fra en dygtig fortæller?

Hvorfor skal vi prale af alle vore historiske og pragtfulde slotte og give vore gæster den rigtige oplevelse? Hvordan skal de finde ud af, at der er en meget dejlig del af Danmark uden for København? Hvor mange guider behøver de at opleve stå på et ben og remse årstal op uden at komme ind til nerven af danskernes hverdag, eller dagens historier i aviserne?

Vi behøver det jo ikke. Det fremgår tydeligt af en udtalelse fra en med så fin en titel som professor i turisme ved Syddansk Universitet, Anne Mette Hjalager. Hun siger til DR: ”Det er en meget lille del af turisterne, der opsøger de klassiske turistkontorer med lokkende brochurer. Det skyldes de muligheder man har på de elektroniske medier”.

Derfor er flere turistkontorer i Syd- og Sønderjylland nu også lukket i weekenden, også midt i højsæsonen. Der er skåret ned på åbningstider og personale.

Det tror da pokker, at der er færre, der opsøger et turistkontor i weekenden, når de møder en lukket dør. Netop når de har tid til lidt fordybelse. Og naturligvis kan de elektroniske medier erstatte den menneskelige kontakt. Man kan jo bare se Sønderborg og Dybbøl på mobilen og sociale medier derhjemme. Det er også meget billigere.

Og fantasiløse turistchefer, som ikke er i stand til at imødegå udviklingen, kan selv drage på ferie og opsøge de gode idéer. Og gerne tage en professor i turisme med. Som det åbenbart er i Sønderjylland, begynder det at ligne postvæsenet. De lukker også og afskediger på grund af selvskabte plager.