LUFTFART: Jet Time fyrede denne uge 260 som del af en stor turnaround for igen at få overskud og genskabe fokus på kerneforretningen: Charter og flyvning for andre selskaber med en enhedsflåde af B737-700. Jet Time opgiver tabsgivende operation af ATR-fly og cargo.
Jet Time meddelte for to uger siden sine store omstruktureringsplaner – for igen at blive lønsom. Danmarks på nuværende tidspunkt største flyselskab oplyste, at man må sige farvel til op mod 280 medarbejdere som led i kursændringen.
Hovedparten af de berørte ansatte fik onsdag og torsdag i denne uge deres opsigelser. Den store nedskæring, der reducerer medarbejderstaben i Jet Time ca. 35 pct., rammer navnlig ATR-produktionen og selskabets fragtafdeling.
Jet Time har de seneste år fløjet op til 13 ATR-fly for SAS på en række regionalruter til og fra SAS hovedlufthavne, København, Oslo og Stockholm. Men kontrakten med SAS har ikke været profitabel for Jet Time, der igen i år forventer underskud på sidste års niveau, ca. 140 mio. kr.
Efter nedbringelse af kompleksiteten og fokusering på kerneforretningen falder Jet Times omsætning også ca. en tredjedel og kommer ned på godt en milliard kr. om året. I 2012 og 2013, inden Jet Time begyndte ATR-flyvningerne og fragtforretningen, havde Jet Time pæne overskud.
”Vi har i denne uge meddelt en række gode, dygtige og loyale medarbejdere, at vi næste år må opsige samarbejdet. Dels fordi vi fra næste efterår stopper ATR-produktionen, dels fordi vi udfaser vores fragtforretning og fremover fokuserer på det, vi er bedst til, passagerflyvninger for turoperatører i Norden samt som underleverandør af passagerflyvninger for andre flyselskaber. Jet Times flyflåde strømlines det næste år til kun en flytype, otte Boeing B737-700.”
Det siger Birthe Madsen, der har Jet Times længste titel, Vice President Business Development & Organization, til standby.dk
Efter afskedigelserne vil Jet Time fortsat være arbejdsplads for over 300 medarbejdere, flere om sommeren, færre om vinteren.
”Det har været en nødvendig, men også en følelsesladet uge med de mange opsigelser, men jeg har megen respekt for den professionalisme og forståelse, vores personale har taget den nuværende situation på,” siger Birthe Madsen og tilføjer: ”Heldigvis har de fleste af de berørte ansatte lange opsigelsesperioder – flere frem til efteråret 2017 og dermed god tid til at finde nyt arbejde. Nogle vil i den periode formentlig finde nyt jobs, så vi kan trække opsigelserne tilbage for andre af deres kolleger.”
Mens Jet Time allerede nu ved, at ATR-produktionen stopper med udgangen af september næste år, står det endnu ikke helt klart, hvornår firmaet indstiller sine fragtflyvninger.
Ca. 70 pct. af de foreløbigt opsagte er piloter og kabinepersonale, resten er bl.a. flymekanikere og administrativt personale.
Birthe Madsen siger, at Jet Time har gennemført de nødvendige opsigelser i ”konstruktivt samarbejde” med de ansattes faglige organisationer, herunder pilot- og kabineforeningerne, HK, der repræsenterer mange i administrationen, samt Dansk Metal, der organiserer flymekanikerne.
”Vi har ved udvælgelserne af dem, der desværre må forlade os, kigget på hvilken forretning og hvilken organisation, Jet Time skal være fra næste efterår – og hvilke personalemæssige ressourcer og kompetencer, vi får brug for. Opsigelserne har ikke noget med anciennitet at gøre, mere ønsket om at have den bedst kvalificerede medarbejder til jobbet i det Nye Jet Time,” siger Birthe Madsen.
Håber på ny vækst
Når det nuværende Jet Time er blevet indstillet til den nye fremtid, er det ledelsens ambition, at firmaet med tiden vil vokse. Dermed bliver der brug for flere ansatte og flere fly.
Jet Time har navnlig tabt rigtig mange penge på ATR-operationerne. Men Birthe Madsen, der kom til Jet Time i 2014, siger, at den daværende ledelse af Jet Time i 2012-13 satte det økonomiske regnestykke sammen for ATR-flyvninger ud fra grundige kalkuler og den viden og de forudsætninger, der var til rådighed på det tidspunkt.
”Men forudsætningerne holdt ikke. Det viste sig at være meget mere komplekst og dermed omkostningstungt med ATR-operationerne, end det f.eks. er at have faste ugentlige charterflyvninger. F.eks. var det trafikprogram, vi fløj med ATR’erne for SAS ikke konstant, men noget der kunne svinge fra måned til måned. Nogle af flyvningerne kunne udgå fra andre lufthavne end vores hovedbaser i København og i Billund, det gav f.eks. ekstra udgifter til at få crew transporteret til den pågældende lufthavn,” siger Birthe Madsen.
Birthe Madsen siger, at Jet Time har fyldte ordrebøger frem til efter sommerferien næste år.