Gennem de seneste to år har Visit Norway haft Epinion til at undersøge danskernes skivaner. Resultatet er, at endnu flere har vendt bil og ski mod Skandinavien, hvor Norge er danskernes foretrukne skiland.
Sverige og Norge har de seneste år oplevet stigende popularitet, og 30% af de danske skiløbere vælger nu skiferie i Norge. Flere færgeafgange og nye veje har gjort rejsen nordpå mere bekvem og kortet rejsetiden. Med nye færger fra Fjord Line er der nu tre selskaber, der sejler fra Jylland til Norge hver dag. Er man i bil fra Sjælland, er der kommet et forbedret svensk og norsk motorvejsnet, så der nu er motorvej fra Malmø til Oslo.
Henrik Verner Jensen, markedschef i Visit Norway, har flere bud på, hvorfor vinter-Norge tiltrækker flere danskere. En del af forklaringen kan være den fortsat ganske lave norske kronekurs, som er fordelagtig for danskerne.
”Men jeg tror også, Norges høje snesikkerhed helt hen i april er noget, mange lægger vægt på. Samtidig er langrendssporten i vækst, og der er flere danske motionister, der bliver langrendsløbere. Faktisk siger næsten en tredjedel af de danske skiløbere, at de løber langrend. Det er en stigning på 50% på ét år.
Her er det norske højfjeld ganske enkelt langt de flestes førstevalg, og andelen af langrendsløbere i Norge er helt oppe på 47%, ligesom der også er flere danskere, der kører både alpint og langrend”, siger Henrik Verner Jensen.