I denne uge afholdes Thailand Travel Mart, hvor målet er at matche thailandske leverandører med udenlandske købere. STANDBY.dk mødte de tre udsendte fra danske turoperatører.
(PATTAYA, THAILAND) Som eneste skandinaviske medie er STANDBY.dk tilstede på Thailand Travel Market (TTM), og har fået en snak med de tre danske turoperatører som er med til konferencen fra henholdsvis Profil Rejser, Atlantis Rejser og Guld Rejser.
TTM samler en række indkøbere og aftalepartnere fra hele verden til tre dages konference og speed-dating med eksisterende og potentielle leverandører i Pattaya i Thailand. En række foredrag er også arrangeret som en del af TTM. I overkanten af 300 repræsentanter fra turoperatører, rejsebureauer og andre arrangører af rejser, får anledning til at mødes med repræsentanter fra thailandske hoteller, agenter og andre der kan tilbyde tjenester og services indenfor thailandsk turisme.
50 møder på tre dage
De 300 deltagere der repræsenterer operatørerne kaldes på TTM for ”Buyers” (købere, red). I løbet af de tre dage skal disse igennem tre sessioner med speeddates hvor målsætningen fra arrangøren – de thailandske turistmyndigheder – er, at hver Buyer skal møde 16 ”Sellers” (sælgere, red) per session, og i alt mindst 50 personer over de tre dage. Mødepladsen er et lille bord med to stole opstillet i en stor telthal. For enden af den ene række af borde er de tre danske turoperatører placeret.
Profil Rejser: Danskerne vil have oplevelser
Produktchef i Profil Rejser, Birgitte Christensen deltager for ottende gang på TTM. Thailand er selskabets største rejsemål og årligt sendes omkring 2.500 danskere af sted til Thailand.
”Værdien af, at pleje gamle relationer er lige så vigtig som at finde nye. Vi sælger skræddersyede rejser til Thailand, så det er vigtigt at kunne møde hotelejere, og opbygge en personlig relation til disse. Det giver noget helt andet, når man taler og forhandler med dem efterfølgende, når de har hilst på og kender én,” fortæller Birgitte Christensen.
Profilrejser har destinationer over det meste af Thailand, men Birgitte Christensen ser en glidning i markedet når det kommer til Thailand som destination.
”Vores kunder efterspørger i stigende grad oplevelsesrejser og vil gerne se nye steder. Dem som har været i Thailand to til tre gange vil nu gerne besøge eksempelvis Vietnam eller Bali. Derfor er det vigtigt for os at være med til TTM for at høre om nye muligheder, produkter og områder. Her kan vi møde de små leverandører, der ikke har råd til at tage til de store messer i Europa. Selv om vi har agenter i Thailand, så er det personlige møde altid vigtigt,” siger Birgitte Christensen.
Altantis Rejser: Danskere er traditionelle rejsende
Modsat Profil Rejser mener Jacqueline Blaylock fra Altantis Rejser, at de danske konsumenter er meget traditionelle i deres rejsevaner.
”Vi ser, at vores kunder gerne holder sig til samme rejsemål og samme turoperatør. Da vi har en stor kundegruppe, besluttede vi for to år siden, at udvide vores typiske destinationer i Mellemøsten og Egypten med Thailand, hvor vi nu har seks destinationer i landet,” fortæller Jacqueline Blaylock.
Blaylock er oprindelig fra Skotland, men er bosat i Kairo i Egypten, hvor hun har ansvaret for aftaler med hoteller for Atlantis Rejser, og har direkte reference til ejer Ibrahim Ramadan på hovedkontoret i København.
Netop Egypten er en stor destination for Altantis Rejser, og Blaylock oplever store forskelle på at mødes med thailandske hotelejere kontra egyptiske.
”Det er noget i, at man mødes med et smil i Thailand. I Egypten er man meget mere direkte og noget hård i tilgangen. Hernede er det blødere, selvom ingen lægger skjul på at man vil sælge sine produkter. Havde jeg gået til sælgerne her nede på samme måde som i Egypten, var jeg nok blevet smidt ud,” siger Jacqueline Blaylock grinende.
”For os er TTM et vigtigt mødested til at pleje relationerne til vores leverandører og partnere, og ikke mindst mødes med nye,” forklarer Jacqueline Blaylock inden det sidste skal gøres klar før møderne starter.
Guld Rejser: Grupperejser for det grå guld
Peer Runge fra Aalborg er den sidste danske repræsentant langs rækken af de danske borde. Selv om hans virksomhed Guld Rejser er ret så ny siden opstarten 1. april i år, er han langt fra ukendt med branchen. Tidligere ejede han Nordjysk Rejsebureau der blev solgt til Samson Travel, hvor han var ansat indtil han startede Guld Rejser.
”Som det ligger i navnet, så arrangerer vi grupperejser for det grå guld. Mange seniorer foretrækker at rejse sammen i grupper med dansk rejseleder, så vi vil sende grupper på 12-24 personer herned til Thailand og til Kenya. Jeg har fra tidligere jobs en række kontakter i Thailand, og disse skal jeg nu mødes med for at gøre dem bekendt med Guld Rejser. Og jeg glæder mig også til at møde nye potentielle kontakter”, siger ejer og direktør Peer Runge.