Leif Vase Larsen er den højest placerede dansker i den internationale rejsebranche. Pressefoto: Apollo Rejser.

Dansker får nyt topjob i kæmpe rejsekoncern

DER Touristik Group – Europas næststørste rejsekoncern med blandt andet Apollo Rejser – giver Apollos nordiske chef, danske Leif Vase Larsen, ny rolle i den øverste ledelse.

Fra 1. januar overtager Apollos koncernchef, den 59-årige dansker Leif Vase Larsen, sædet som koncernchef International i DER Touristik Group, oplyser koncernen i en pressemeddelelse. Han beholder også posten som administrerende direktør for Apollo Rejser, oplyser Apollo til Standby.dk

REWE Group og DER Touristik, der i Danmark og Norden blandt andet ejer Apollo Rejser, har offentliggjort en ny ledelsesstruktur.

Ændringen betyder, at danske Leif Vase Larsen, der siden sin tilbagekomst til koncernen i 2015 har været administrerende direktør for Apollo Travel Group og administrerende direktør for DER Touristik Group i Nordeuropa, bliver international administrerende direktør for touroperatør-delen i DER Touristik.

Leif Vase Larsen har været i den danske og nordiske rejsebranche i over 25 år. Fra årsskiftet bliver han en del af den nye øverste ledelse i DER Touristik Group sammen med Ingo Burmester (administrerende direktør for Central Europe) og koncernfinansdirektør Boris Schnabel (CFO Group).

Den nye lederstruktur betyder desuden, at Sören Hartmann overdrager ansvaret for turismevirksomheden til Lionel Souque, administrerende direktør for REWE Group, ved årets udgang.

Nye opgaver
Apollos koncernchef går dermed fra at være administrerende direktør for den nordeuropæiske del af koncernen til at være CEO International, står der i pressemeddelelsen.

I sit nye job bliver Leif Vase Larsens ”funktion at samle den internationale virksomhed, der vil bestå af selskaberne i Frankrig, Storbritannien, Norden og Benelux (Belgien, Holland og Luxembourg) samt de hurtigt voksende østeuropæiske markeder,” oplyses det.

I denne rolle vil han samle den internationale forretning, herunder for koncernens virksomheder i de nævnte lande. Leif Vase Larsen vil også have det overordnede ansvar for Destination Management Companies (DMC’er), Digital Transformation og IT, fremgår det.

Stærkere kundefokus, digitalisering og produktivitet
I pressemeddelelsen siger Leif Vase Larsen: ”Kundefokus, produktudvikling og digitalisering hænger tæt sammen. Prioriteringen af digital transformation vil give os en dybere forståelse for vores kunder og dermed gøre os i stand til at blive en førende rejsevirksomhed, der sætter sine rejsendes behov i højsædet – fra inspiration og booking til rejseoplevelsen på destinationen.”

DER Touristik Group har hovedkontor i Köln, og er REWE Groups rejse- og turismedivision. DER Touristik Group omfatter over 130 virksomheder og beskæftiger mere end 8.000 medarbejdere i 16 europæiske lande.

DER Touristik Group omfatter udover Apollo i Norden også rejsearrangører som DERTOUR, Jahn Reisen, ITS, Meiers Weltreisen, Travelix, Kuoni, Helvetic Tours, ITS Coop Travel, Billa Reisen, Konig Aap, Exim Tours og Fischer, samt mere end 2.300 rejsebureauer (for eksempel DERTOUR, DERPART, Kuoni, Exim og Fischer samt Franchises og partnere), hotelmærkerne Sentido, Aldiana, Calimera og COOEE og onlinerejsebureauet Prijsvrij Vakanties.

Apollo Rejser er en af Nordens førende rejsearrangører med en million rejsende om året. Rejsearrangøren arrangerer traditionelle pakkerejser, træningsrejser, cruise, storbyferier og fleksible pakkerejser. Sammen med specialrejsearrangørerne Golf Plaisir, Lime Travel og Xtrabel samt træningsresortet Playitas er Apollo en del af DER Touristik Nordic.

Alene Apollo Rejser i Danmark forventer i år et salg på 150-160.000 rejser for hele 2022, heraf to tredjedel i sommerhalvåret, er det tidligere blevet oplyst til Standby.dk

 

Relaterede artikler:

Vil ikke afsløre erstatningskrav mod SAS

Apollo: Kun tre procent vil rejse med deres forældre

Stor rejsekoncern fastholder kurs mod bedre tider