Steen Jakobsen, tidligere kongreschef i WoCo og i Dubais kongresbureau, skal være koncernchef. ”Det nye job returnerer mig til mødebranchen og turisme-industrien, hvor jeg føler mig hjemme.”
I 2013 stoppede Steen Jakobsen efter 14 år som kongreschef i Wonderful Copenhagen for at blive Assistant Vice President of Dubai Business Events; DBE er Dubais officielle møde og kongresbureau under selve Dubai Tourism.
Han forlod DBE i 2023 for at blive økonomidirektør, CFO, i den danske biotekvirksomhed Tetra Pharm Technologies og ansvarlig for virksomhedens afdeling i Dubai.
Her har Steen Jacobsen boet i 12 år og nu vender han tilbage til turismen. Det sker fra starten af næste måned, hvor han – stadig med base i Dubai, oplyser han til Standby.dk – tiltræder nyt job som koncernchef, CEO, for australske GainingEdge.
I en pressemeddelelse præsenterer GainingEdge, der har hovedkvarter i sydaustralske Melbourne, sig som ”en førende global turisme- og business events konsulentvirksomhed.” Området omfatter blandt andet MICE, Meetings, Incentives, Conferences og Events.
I dag 54-årige Steen Jakobsen har over 25 års international erfaring fra den globale turisme og business events branche. Det er de 14 år hos Wonderful Copenhagen og efterfølgende de 10 år hos Dubai Business Events samt Dubai Association Centre.
Han har blandt andet også været bestyrelsesformand for BestCities Global Alliance og vicepræsident for International Congress and Convention Association (ICCA) – og modtog sidste år ICCA’s fineste hæderspris, the Moises Shuster Award.
Fokus på Europa, Nordamerika og Stillehavsregionen
Bestyrelsesformand for GainingEdge, Gary Grimmer, siger i pressemeddelelsen, at Steen Jakobsen både vil være en styrke for GainingEdge, men også for denne del af turismebranchen:
”Vi har blandt andet fokus på at bidrage positivt til den internationale business events-branche. Med Steen får vi en enorm business og kommunikations skarpsindighed til vores virksomhed på områder som destinationsudvikling, salg, marketing, produktinnovation og event management.
Steen kommer også med visioner, lederevner og et stort branchenetværk. Samtidig ved Steen, hvordan man arbejder med både offentlige og private stakeholders, herunder de økonomisk og sociale aspekter ved møder og events,” siger bestyrelsesformanden.
GainingEdge arbejder ikke mindst med hundredvis af kunder på primære markeder i Europa, Nordamerika og Stillehavsregionen (Asia Pacific)
”Jeg hører hjemme i mødebranchen og turisme-industrien”
Til Standby.dk skrivere Steen Jacobsen om sit nye job som koncernchef hos GainingEdge: ”Jobbet giver mig mulighed for at returnere til mødebranchen og turisme-industrien, hvor jeg føler jeg hører hjemme rent professionelt.
Jeg har igennem min tid hos Wonderful Copenhagen og Dubai Department of Economy and Tourism opbygget en solid viden og erfaring, som jeg nu – sammen med vores team af konsulenter og specialister – får mulighed for at sætte i spil for at hjælpe aktører i branchen opnå deres strategiske mål. Så på mange måder er det en perfekt rolle for mig.”
Steen Jacobsen tilføjer, at GainingEdge har kunder i hele verden – også i Skandinavien.
”Vi har blandt andet hjulpet MeetDenmark med at udvikle værktøjer, der kan sikre og måle de langvarige, samfundsmæssige effekter af at være vært for internationale kongresser – den såkaldte ”legacy effect,” skriver Steen Jacobsen og tilføjer:
”GainingEdge har også assisteret VisitAarhus med en kortlægning af, hvordan internationale møde- og kongresplanlæggere ser på Aarhus og byens kvaliteter som møde- og kongresdestination.”
Ligeledes, oplyser han, har GainingEdge også bistået både Oslofjord Convention Center og Stavanger Forum med rådgivning. Herudover varetager GainingEdge drift og udvikling af BestCities Global Alliance, som Wonderful Copenhagen er medlem af som en af de oprindelige grundlæggere.
Relaterede artikler:
Dubai bruger 18 milliarder kr. på nyt kæmpe kongrescenter
Færøerne: ”Stor ny multihal bliver gamechanger”
Steen Jakobsen undere pandemien: ”Rejsebranchen må indstille sig på nye standarder”

STANDBY.DK Nyt om rejser


