Dansker mulig medejer af europæisk flyselskab

LUFTFART: Lars Thuesen, der i forvejen ejer danske Jet Time, forhandler om at overtage selskab der har 20 pct. af aktierne i europæisk flyselskab, som SAS tidligere var medejer af.

Det er selskabet Aircraft Leasing 1 SIA, der har 20 pct. af lettiske Air Baltic. Aircraft Leasing ejes i dag af den tyske forretningsmand Ralf-Dieter Montag-Girmes. Den lettiske stat ejer de resterende 80 pct. af Air Baltic.

“Ralf-Dieter og jeg er enige om hovedvilkårene for en transaktion, og vi indhenter i øjeblikket de fornødne tilladelser. Hvis disse som forventet bliver givet, kan handlen afsluttes i foråret,” siger Lars Thuesen ifølge det lettiske nyhedsbureau LETA. Lars Thuesen har den lettiske regerings tilladelse til at købe Aircraft Leasing, der har de 20 pct. i Air Baltic.

Videre skriver LETA, at Lars Thuesen er interesseret i at investere i det lettiske flyselskab pga. den lovende forretningsudvikling, opgraderingen af flyflåden, samt den voksende position i såvel Baltikum som Nordeuropa.

Lars Thuesen ejer bl.a. det danske flyselskab Jet Time – og f.eks. også Stand By.

Ifølge det statslige lettiske TV købte Aircraft Leasing sidste år 20 pct. af aktierne i Air Baltic med en investering på ca. 390 mio. kr.

Air Baltic havde sidste år 2,8 mio. passagerer, en stigning på ti pct. fra 2015. Det flyver til 60 destinationer fra sin hovedlufthavn ved den lettiske hovedstad, Riga.

Senest har Air Baltic meddelt, at det fra dette års vinterprogram 29. oktober åbner en rute fire gange om ugen mellem Riga og Abu Dhabi. Det sker i samarbejde med Etihad Airways, flyselskabet fra emiratet Abu Dhabi.

Ruten, der vil blive betjent med en Bombardier CS300, har en flyvetid på over seks timer. Det bliver første passagerrute fra Norden/Baltikum til Abu Dhabi.

SAS var i en årrække medejer af Air Baltic, men solgte sine 47,2 pct. af aktierne til selskabet i januar 2009.