Dansker ny bestyrelsesformand i British Midland

Den danske tidligere vicekoncernchef hos SAS, Vagn Sørensen (foto), er slet ikke færdig med international luftfart.
Nu har British Midland (bmi) offentliggjort, at Vagn Sørensen er blevet valgt til bestyrelsen i selskabet, ligesom han på sigt skal afløse Stefan Lauer i rollen som formand for bestyrelsen. Lauer er pt. Chief Officer Group Airlines and Corporate Human Resources hos tyske Lufthansa.
“Med Vagn Sørensen har vi fået en anerkendt luftfartsekspert som formand for bmi. Hans erfaring med omstruktureringer er af stor værdi for selskabet i denne kritiske periode," udtaler Stefan Lauer.
Det vil sandsynligvis blive Vagn Sørensens første og største opgave at finde en køber til det kriseramte luftfartsselskab. 
Siden Lufthansa for to år siden fik kontrol over Bmi, er det ikke lykkedes at vende minus til plus, og Lufthansa ønsker nu at sælge Bmi. Det skriver flere internationale finansmedier, bl.a. The Daily Telegraph.
Ifølge flere analytikere skulle det tyske moderselskab, Lufthansa, have udpeget finansrådgivningsselskabet Morgan Stanley til at forestå afhændelsen af det tabsgivende luftfartsselskab, Bmi, som er den andenstørste operatør ud af Heathrow.
British Airways og Virgin Atlantic har begge udtrykt interesse i at overtage dele af Bmi, og den administrerende direktør for International Airlines Group, IAG, Willie Walsh, som ejer British Airways, har ikke lagt skjul på, at han ønsker at få fingre i de værdifulde slots, eller letnings- og landingstilladelser, som Bmi sidder på i den overfyldte lufthavn Heathrow.

Skrevet af redaktion