Danskere overtager norske ruter

North Flying overtager en rute fra Danish Air Transport, som igen overtager fire af SAS-ejede Widerøes regionale ruter.

Flere i Nordnorge, der er vant til Widerøe, er dog skeptiske overfor DAT, men med danskernes entre på ruterne til Lofoten og Ofoten betyder det også en rimeligere billetstruktur. DAT lægger for eksempel ud med 10 billigbilletter på strækningerne til 395 kroner i hele april.

Staten betaler 380 millioner kroner årligt for at holde ruterne aktive. North Flyings rute mellem Fagernes og Oslo kostede i 2010 skatteyderne 4.800 norske kroner pr passager.

”De regionale flyruter binder landet sammen og giver folk bedre mulighed for at vælge hjemsted. Jeg er derfor glad for, at vi nu øger kapaciteten med 9% samtidig med, at vi opretter en ny rute mellem Evenes og Tromsø”, siger samfærdselsminister Magnhild Meltveit Kleppa.

Widerøe overtager driften af ruterne Florø-Oslo og Florø-Bergen, som Danish Air Transport driver i dag. DAT overtager driften af ruterne Leknes – Bodø, Svolvær – Bodø, Røst – Bodø og Narvik – Bodø. Widerøe driver disse ruter i dag.

Skrevet af Flemming Juul