Danskerne drømmer sig langt væk

Når danskerne skal på ferie, drømmer de om eksotiske rejser langt væk fra hverdagens trummerum. Allerhelst skal turen gå til Australien eller USA. Men virkeligheden ser anderledes ud. Det er nemlig de færreste danskere, der kommer særligt langt væk fra Danmark, når de rejser, viser en ny undersøgelse fra hotels.com.

 

39% af danskeres drømmerejse går til Australien, og kan det ikke blive Australien, står USA med 27% og Asien med 16% lige efter på listen. Allerhelst vil vi holde storbyferie, mener 43% omend også krydstogt for 34% og badeferie for 32% virker tillokkende på danskerne.

 

Den forløbne sommer så imidlertid anderledes ud for de danske rejsende. 37% holdt sommerferie hjemme i Danmark. Den mest almindelige ferie var at tage i sommerhus, hvilket hver 30% gjorde i sommeren 2010. Langt de fleste af de danskere, der tog til udlandet, blev i Europa med Spanien, Tyskland og Italien som de mest søgte destinationer.

 

Kun 1% af danskerne kom reelt af sted til Australien i sommeren 2010. 5% oplevede USA, og 3% drog til de asiatiske lande.

Skrevet af Flemming Juul