DAT har ikke meget til overs for Cimbers bejlere

Danske flypassagerer har siden Cimber Sterlings konkurs torsdag i sidste uge for alvor hørt om Danish Air Transport. Selskabet genåbnede i kølvandet på Cimber-konkursen omgående indenrigsruterne fra København til Sønderborg og Bornholm.

 

”Det har siden Cimbers konkurs været lange arbejdsdage. Ruten til Bornholm går godt, vi har tjent penge fra første afgang og en belægning på op mod 80 pct.,” sagde DAT’s ejer og adm. direktør, Jesper Rungholm, torsdag til takeoff.dk

 

DAT er interesseret i dele af konkursboet efter Cimber Sterling – og Jesper Rungholm ser ikke med stor favør på to af de andre hovedbejlere, engelske Flybe og svenske Skyways, sidstnævnte har samme ukrainske ejer som Cimber Sterling.

 

Jesper Rundholm omtaler konsekvent Flybe som ”FlyMaybe” og påpeger, at Skyways månedligt skal have økonomisk førstehjælp fra den ukrainske ejer.

 

Jesper Rungholm var torsdag på Bornholm, bl.a. for at lukke aftaler med vigtige spillere på klippeøen, herunder pendlerne, Post Danmark og erhvervslivet.

 

DAT flyver indtil videre tre daglige flyvninger mellem København og Bornholm. Fra 21. maj stiger de til fem og senere kommer en sjette daglig rotation.

 

”Bornholms Lufthavn har ingen passagerskat, derfor er det 100 kr. billigere at flyve fra Bornholm end fra København,” siger Jesper Rungholm. Han forventer ikke, at DAT skal have flere fly end sine nuværende 19 for at klare dets nye ruter fra København til Bornholm og Sønderborg.

 

DAT har de seneste måneder fløjet på vegne af Cimber til Bornholm og Sønderborg. DAT har op mod 290 medarbejdere – også i Norge samt i Yemen og Saudi-Arabien. De to nye danske indenrigsruter gør DAT’s flyvninger lige store i Norge og Danmark.

Skrevet af Henrik Baumgarten