DAT satser på 70 procent business kunder fra Karup

Jesper Rungholm.

Jesper Rungholm.

PREMIEREFLY: Ikke siden Danair har Karup fået den fulde opmærksomhed på danske indenrigsruter. En hård konkurrence var ikke lykken, hverken for lufthavnen eller flyselskaberne, og nu er DAT klar til at tage over med nyt koncept – og nogle få foræringspriser til 199 kr.

Når premiereflyet MD 87 fra Karup mod København går i luften, bliver det med indehaveren og adm. direktør Jesper Rungholm selv i førersædet på jetflyet med plads til 135 passagerer.

Det skal i fremtiden være flagskibet på ruten, foretage en dobbelttur daglig og stå klar resten af tiden i København som reserve for både Rønne og Karup-ruterne. Resten af tiden er det arbejdshesten ATR turboprop, som foretager flere vendinger i løbet af en dag.

”Vi har allerede nu haft en pæn efterspørgsel, og i går startede salget af kampagnebilletter, nogle til 199 kr. for en enkeltbillet de fleste til 299 kr., siger Jesper Rungholm til standby.dk. Meget apropos kommer MD 87 til at stå i Karup i nogle dage som en del af kampagnen.

”Vi kender jo en del til indenrigstrafikken fra Bornholmerflyet, men vi regner ikke med det samme trafikmønster. På Bornholm tager man flyet, som det var bussen og bestiller indenfor de sidste otte dage. Det gør 60 procent.

På Karup-ruten regner vi med 70 procent business folk, og de bestiller også traditionelt sent. Til gengæld melder turistpassagererne sig nu. Skal man have rigtig sving i en indenrigsrute, som den mellem Karup og København, skal der være gode muligheder for både business trafik og turister. Det indrettes både vore afgange og priser efter, ” fortsætter han.

Kampagnepriserne til salg nu går fra 199 kr. til 299 kr. Almindelige enkeltbilletter ser ud til at koste 349 kr. En fuld flexbillet 1.249 kr.

Samtlige indenrigsfly rykker fra april over til Terminal 2 i Københavns Lufthavn. Passagererne skal alle igennem de store sikkerhedscheck, men derefter bliver der kort afstand til Gate A 7-9-11 til afgang.