SAS fyrer 3.000 medarbejdere – og outsourcer 5.600 andre (opdateres)



SAS præsenterede her til morgen et underskud for 2008 på netto 6,321 mia. svenske kroner, hvoraf alene frasalget af Spanair udgør de 4,9 mia. kr.



Implementeringen af Core SAS begynder i år, og som et resultat af reorganiseringen, skal ca. 3.000 SAS-ansatte afskediges.

Ydermere skal 5.600 forlade SAS Group som en del af aktiviteter, der enten opgives eller outsources. 3.000 af disse er i frasolgte Spanair.



SAS Gruppen har i dag 23.000 medarbejdere, hvoraf de 9.000 berøres af ændringerne, således at SAS kommer ned på 14.000 ansatte.



Fremover skal fokus være på de nordiske lande, hedder det fra SAS.

Der skal også mere opmærksomhed på erhvervskunder, hvor fokus især er på de mest givtige ruter, som forretningsfolk benytter, skriver epn.dk



Omkostningerne er der fortsat skarpt lys på. I perioden indtil 2011 skal der fjernes omkostninger for 2,7 mia. sv. kr. Ved overenskomstforhandlinger ventes besparelser på i alt ca. 1,3 mia. sv. kr. årligt.



SAS Group sluttede 2008 med et gigantisk underskud. Omsætningen blev på 37,14 mia. kr., men der blev sat penge til på flyvningerne.

Underskuddet kan primært tilskrives tabet ved salget af Spanair.



Det nye begreb – Core SAS – er et fornyet strategisk tiltag for at skabe et konkurrencekraftigt og lønsomt flyselskab. Det indebærer bl.a., at aktiekapitalen skal udvides med 6 milliarder svenske kroner – der er ja til dette fra de tre skandinaviske lande, som tilsammen ejer halvdelen af SAS.



Core SAS vil også skille sig af med sine aktieposter i bl.a.

Air Greenland, BMI, Estonian Airways og Skyways.



Visse dele af SAS Ground Services, SAS Technical Services og SAS Cargo forventes nedlagt og/eller outsources til tredje part.



Der bliver øget fokus på forretningsrejsende – men der bliver også reducering i antallet af ruter via mindre kapacitet for at øge fokus på lønsomme ruter med mange forretningsrejsende, oplyser SAS tirsdag morgen.

Således fjerner SAS 10 % af udbudet på kortruterne, og 18 % på langruterne. To af SAS’ 11 langrutefly tages ud af drift og der lukkes på tabsgivende ruter.

SAS har endnu ikke besluttet hvilke ruter, der skal fjernes, men det bliver efter det oplyste alle de tabsgivende ruter til feriedestinationer. Formentlig er ferieruter med blot en enkelt eller få ugentlige afgange i farezonen – ligesom der også forventes at ryge en eller to langruter.

SAS lover snarlig information om lukningerne.



De nationale datterselskaber i de tre skandinaviske lande, som frem til i dag har haft det overordnede ansvar for virksomheden, ophører som selvstændige selskaber.



Den nuværende langrutedivision, SAS International, stopper også som en selvstændig forretningsenhed.

Fremover bliver der tre nye base-organisationer i København, Stockholm og Oslo som led i den centrale organisation. Disse får ansvaret for såvel kort- som langruterne i Core SAS. Og indenfor disse, bliver SAS Ground Services integreret.

Skrevet af