
De 5.000 aflyste afgange gennem SAS’ vinterprogram i Københavns Lufthavn lyder af meget – men det skal ses i lyset af, at SAS i hele 2007 havde ca. 300.000 flyafgange til og fra Skandinavien.
De tidligere bebudede kapacitetsreduktioner hos SAS slår nu markant igennem i den nuværende vinterfartplan. Ifølge SAS Gruppens seneste kvartalsrapport er det besluttet, at 16 af SAS’ fly tages ud af drift i løbet af vinterfartplanen – heraf seks fly fra SAS Danmark.
De største reduktioner er som tidligere oplyst sket på ruterne fra København til Bruxelles, Frankfurt, Hannover, Manchester, München og Stuttgart, der alle har fået reduceret én daglig frekvens i vinterfartplanen.
Herudover er ruterne mellem København og henholdsvis Arvidsjaur, Köln og Prag blevet lukket.
De seneste ændringer berører omkring 20 ruter, viser en opgørelse fra Travelbroker.dk
En række afgange reduceres fra København til Bergen, Oslo, Göteborg, Stockholm, Helsinki, Tampere og Turku.
Indenrigstrafikken i Danmark bliver kun svagt ramt, der fjernes en rotation mellem København og Aarhus på lørdage og søndage.
Efter nytår fjerner SAS bl.a. en daglig rundtur til Wien fjernet samt en række afgange til bl.a. Aberdeen, Hamborg, Madrid, Milano og Rom.
Kombinationen af svag efterspørgsel og overkapacitet i er en giftig cocktail for kriseramte flyselskaber.
SAS’ vicekoncernchef, John Dueholm udtalte i oktober, at for at opnå balance mellem udbud og efterspørgsel, skal der skæres omkring 10 – 15 % yderligere af kapaciteten, udover de beslutninger der er taget.
SAS har tidligere meddelt, at der ikke kan udelukkes yderligere kapacitetstilpasninger i 2009.
”Derfor kan det virke paradoksalt, at SAS på en række ruter skruer op for kapaciteten fra sommerfartplanen træder i kraft 29. marts. Markedet er godt nok større i sommerhalvåret, men det handler i høj grad om, at SAS er tvunget til at forsvare sin markedsposition,” siger direktør Ole Kirchert Christensen fra rejse- og mæglervirksomheden Travelbroker Nordic.
”Vi mærker helt klart en afmatning. Verden er i krise, og det får både erhvervslivet og de fritidsrejsende til at rejse mindre. Derfor tilpasser vi kapaciteten, så vi ikke flyver med halvtomme fly,” siger Susanne Larsen, adm. direktør for SAS Danmark i en kommentar til epn.dk
SAS’ hovedfjende på det skandinaviske og europæiske marked er, skriver Travelbroker, lavprisflyselskabet Norwegian, der har etableret sig i Danmark efter Sterlings konkurs.
Indtil nu har selskabet udbudt 19 ruter, mens yderligere tre er på vej. SAS indsætter fra sommerfartplanen ekstra kapacitet på præcis de samme ruter, som Norwegian i første omgang har bebudet sin entré på.
Det vil sige Aalborg, London, Nice og Rom samt Alicante, Barcelona og Malaga, hvortil SAS etablerer nye ruter. Herudover sættes større fly ind på en række ruter, ligesom datterselskabet Spanair bruges som et skjold til at presse Norwegian på ruterne til Malaga og Barcelona ved her at indsætte flere frekvenser.
Men der er en klar forskel på de to selskabers nuværende formkurve. Norwegians kabinefaktor steg i sidste måned til 77 % på de internationale ruter. Til sammenligning faldt SAS’ kabinefaktor i november til 66.
Tagget med: Københavns Lufthavn Norwegian SAS

STANDBY.DK Nyt om rejser

