De første 65 udstillere klar til Forum

forum215FERIEMESSE: Der har været meget stille omkring den ny rejsemesse i Forum i København i weekend 17.-18. januar, men nu begynder det hele at tage form. –  Stor branchefest fredag aften.

Hvis nogle var lige ved at have glemt, at der er en ny rejsemesse i støbeskeen i København i januar, så minder komiteen bag Ferie og Forum nu om realiteterne i det nye års tredje weekend 17.- 18. januar – og med start allerede fredag aften med en stor branchefest.

På nuværende tidspunkt er der solgt mere end 1.000 kvadratmeter stande. Det siger måske ikke nogen så forfærdelig meget, men der er faktisk over 65 bureauer med allerede, suppleret af flyselskaber og turistbureauer til ferie i udlandet.

Blandt udstillerne er Profil Rejser, Jysk Rejsebureau, Atlantis Rejser, C&C Travel, Kipling Travel, Kulturhistoriske Rejser, Risskov Travel, Øster Lindet Rejser, Viktors Farmor, TAP, Turkish Airlines, KLM, Nepal Trekking, MSC Cruise, MyCruise, Inter Travel og mange flere. Og tilmeldingerne er langt fra slut endnu.

Der bliver masser af foredrag. Bl.a. af TV2’s Mikkel Beha, som fortæller om at rejse med børn i eventyr til søs. Udstillingen kommer også til at lægge vægt på gastronomi med Tim Vladimir bag gryderne. Frokost serveres bl.a. i Street Kitchen, og man kan også selv prøve i kokkeskolen.

Politiken er mediepartner og har Rejsebogs Cafe og markedsfører udstillingen, ligesom selve billetsalget foregår gennem Politiken Plus.

Weekenden er naturligvis præget af at være en forbrugerudstilling, men allerede om fredagen er det branchens tur, hvor Billetkontoret står for en god oplevelse i en ellers mørk og kold januar.

”Det er helt naturligt, vi samler rejsebranchen i forbindelse med messen,” siger direktør Jesper Schou. ”Vi mangler en af den slags aftener, hvor vi kan samle alle medarbejdere og ledere i rejsebranchen til en god fest. Det har vi sat os for at bevise, at vi også kan klare i København.”

Der bliver ingen mangel på lækker mad, fancy drinks og groovy dance rytmer. Som sponsorer for festen er Billetkontoret, Thai Airways, Air France, KLM og British Airways, Turkish Airlines og Qatar Airways.

Tilmelding er åben for alle med job i rejsebranchen og tilmeldingen sker på følgende mailadresse: tilmelding@billetkontoret.dk.