De gode ideer kommer fra Dragør

John Uggerhøj.

John Uggerhøj.

DAGENS RECEPTION: En dag for en halv snes år siden mødtes Klaus Ren og John Uggerhøj til en middag i Dragør. Det førte til start af JetTime med to leasede fly. I dag er det vokset til 23 fly, og den kommercielle direktør fylder rundt.

Det gælder om at finde en niche i erhvervslivet, hvis man vil have succes omgivet af de store. Lige præcis sådan gik det for kommerciel direktør i JetTime, John Uggerhøj, som i dag (fredag) fylder 60.

Og naturligvis skete det i Dragør. Der hvor luften er fyldt med fly, mens ideer kommer på landjorden. Under en privat middag udviklede JetTimes nuværende adm. direktør Klaus Ren (selv pilot og kaptajn) en god snak om en fremtid med et nicheselskab i en tid, da Maersk Air var lukket og Sterling Airlines krakket.

Det blev kimen til JetTime, der startede med to leasede fly og i dag har ikke færre end 23 og flere på vej. Selv har John Uggerhøj været medejer siden starten.

En lang periode var helliget rejsebranchen, bl.a. som dansk chef for SAS-ejede Ving i København. Siden for udvikling af mere internationale Ving med indtog i Warszawa og derefter til London.

Han glemmer aldrig sine tjenesterejser og ferieophold på Mallorca, som han stadig besøger hvert år. Kun om vinteren, når han af gode grunde må søge til mere alpine områder for at stå på ski, svigter han.

Det er rigtigt mange år siden, men det skal også med, når man taler vintersport, at han i sin tid var en habil ishockeyspiller i Frederikshavn.

Siden dengang har der været fuld fart på. Det er der stadig, og han har ikke tænkt  sig at gå på pension fra et selskab, som fortsat er i en voldsom ekspansion. Og med en ganske fornuftig økonomi, for nu at sige det mildt.

”Min far blev ved at være aktiv til han var 84, og han er et godt eksempel for mig og mine brødre (den ene som direktør i Falck, og den anden som direktør i Irma, red),” siger han.

Der er reception fredag hos JetTime, Skøjtevej i Kastrup mellem kl. 14 og 16.