De lyse nætter nærmer sig, tag skridtet fuldt ud!

Ejvind Olesen.

Ejvind Olesen.

PÅSKEKLUMME: Kalenderenes sommertid kommer som en gave til påskedag. Samtidig har SAS startet en kampagne med billige billetter til de lyse nætter i Norden. Hvorfor ikke genoplive Carlzons grønne nordiske rundrejsebilletter og friste endnu flere til sommerferie i Midnatssolens land.

Af Ejvind Olesen

Nok var der mange ændringer og lyspunkter for SAS i Jan Carlzons regeringstid. Men flest for business kunderne. De fik deres egen klasse og deres egne gardiner, som nu bliver fjernet igen.

Forinden havde vi dog på trods af monopoltidens høje prisniveau og medfølgende skrappe restriktioner overfor charterselskaberne langt om længe fået nogle grønne billetter til dansk indenrigstrafik (det var dengang grønt betød noget billigere og ikke som i dag noget dyrere) samt en lavpriskampagne fra SAS med ”Hop ud af charterkøen”.

Men det endelige gennembrud for de grønne billetter kom, da SAS med Jan Carlzon ved roret indførte de grønne rundrejsebilletter til den kommende sommer. Den ide fik SAS senere Danske Rejseskribenters rejsepris for, og selveste Sidsel Kirkeby overrakte prisen til Frede Ahlgreen Eriksen fra Bella Centers scene.

Hvad var det så vi på forbrugernes vegne var så glade for? Det var ideen om at besøge hinanden i Norden, når vi skulle på ferie. Og hvem kunne vel være bedre til at føre det ud i praksis end SAS.

Der blev skabt stribevis af rundrejseruter og en form for klippekort, som man kunne tilrettelægge sin ferie efter. Rejser fra Danmark til Midnatssolens land til for eksempel Rovaniemi i Finland, Luleå/Kiruna i Sverige eller Bodø/Tromsø i Norge.

Skriv endelig ikke til Midnatssolen som turoperatør. Så beder man om problemer og erstatningssager. Man kan langt fra være sikker på at se Midnatssolen. Jeg har været nord for Polarcirklen en halv snes gange og kun se solen to gange præcis midnat.

En tysk turoperatør tabte en ankesag på grund af falsk varebetegnelse. Den tyske gruppe kom op mod nord i regn og tåge.

Nogle hektiske påskedage – kun frem til 1. april – tilbyder SAS nu en stribe lavpriser til sommer. Ikke til midnatssol ganske vist, men i hvert fald til lyse nætter i Bergen, Ålesund, Trondheim for 1.198 kr. fra København eller til Helsingfors for blot 798 kr. Stockholm (sommer i Skærgården) for 1.198 kr.

Tag nu skridtet fuldt ud og lad os – gerne i samarbejde med turoperatører på en sådan måde, at man også skal have landarrangement med – og skab noget, der kunne minde om vores grønne rundrejsebilletter i sin tid rundt i hele Norden. Widerøe gjorde forsøget sidste sommer rundt til de små byer i Norge.

Det går trods alt mod lysere tider. Husk at havemøblerne skal et skridt frem natten til søndag – sammen med uret.

God påskeferie og på gensyn tirsdag.