De satsede på krydstogter for 20 år siden

”Jeg skal gerne indrømme, at det var meget nyt, og det var ikke hver måned, vi solgte et,” siger Bent Strobel før Strobel Travel i dag fejrer 20 års jubilæum, og han fastslår, ”at danskerne har fået helt anderledes smag for denne ferieform.”

Familien Strobel i tre generationer i Aarhus-bureauet.

”Der var andre i rejsebranchen, som rystede på hovedet, da vi lancerede krydstogter, og jeg skal gerne indrømme, at det ikke var hver måned, vi solgte et krydstogt. Dengang kostede det jo nærmest en halv årsløn, og kvaliteten var ikke specielt høj i forhold til i dag. Nu er kvaliteten steget og priserne faldet. Det viser sig, at danskerne sagtens kan få smag for krydstogter.”

Sådan siger bestyrelsesformand Bent Strobel, der begyndte for sig selv i 1993 i det århusianske bureau, og i dag fejrer jubilæum med Caribien og krydstogter som de vigtigste varer på hylderne, selv om programmet er vidtfavnende.

Kerneproduktet har dog siden starten været Israel, som familien Strobel, sønnen Morten nu adm. direktør, samt hustruen Anette, brænder for. Til gengæld ved de også, hvor sårbart produktet er. (Bravo Tours måtte i december igen annullerer en serie charterrejser til Israel).

Interesse for at arrangere rejser med indhold fik Bent Strobel tilbage i 1962, da han var på krydstogt første gang, netop omkring Israel. I 1986 startede han Ariel Rejser med et stort Israel-program, og syv år senere gik han selv i gang med det nuværende Strobel Travel.

Service for kunderne, inden de beslutter sig, er kordeordet. ”Der skal altid være masser af tid og en kop kaffe klar til kunderne,” lyder det fra formanden i dag. Selv i en tid, hvor det meste synes at foregå i cyberspace.