Færgedruk et velkendt fænomen

I går og i dag er det kommet frem, at også BornholmsTrafikken har haft problemer med omfattende alkoholindtagelse blandt medarbejderne, og hos Color Line forklarer man, at man fyrer omkring 10 ansatte pr. år for at drikke ombord. Sidstnævnte rederis kommunikationschef betegner dog problemets omfang som ”minimalt”, sammenholdt med, at der i alt arbejder ca. 2.500 personer ombord på rederiets skibe.

Nyhedsbrevet Travel People offentliggjorde i går en mini-undersøgelse, som indikerer at der i rejsebranchen generelt ingen forståelse er for drukproblemet på DFDS-skibene. 88 ud af 100 adspurgte branchechefer mener således, ifølge nyhedsbrevet, at DFDS Seaways omgående bør foranstalte et totalt alkoholforbud, mens 12 % mener, at en promillegrænse på 0,2 er acceptabel.
DFDS Seaways’ nuværende alkoholpolitik tillader en promillegrænse på det dobbelte, nemlig 0,4

Det er i øvrigt ikke første gang der sættes fokus på det problematiske i fulde søfolk hos DFDS. For 26 år siden gik DFDS passagerskibet ”Winston Churchill” på grund på den svenske ø Vinga ud for Gøteborg. Der var 650 passagerer ombord og en efterfølgende alko-test af skibets officerer viste, at kaptajnen havde mere alkohol i blodet end det tilladte.

Det var kaptajnen, der stod på broen og havde beordret en anden kurs end normalt ud af Gøteborg mod Newcastle, der var destinationen.

Grundstødningen skete den 26. august 1979 i en storm. Passagerer blev bjærget i land med stor hjælp fra den menige besætning. Det skete via helikoptere eller turist turbåde fra Gøteborg.
Kaptajnen blev senere degraderet og overført til en af selskabets containerskibe med rutefart på Nordsøen. ”Winston Churchill”, der senere blev solgt til et andet rederi, blev for et par år siden hugget op hos et skrotselskab på den indiske kyst. Ifølge dagspressens omtale af hændelsen i 1979 blev besætningens område ombord kaldt ”Sumpen”. Den lå i bunden af skibet, hvor der dagligt blev holdt fester efter dagens arbejde.

Skrevet af