Defekt lufthavnsbro gav flyaflysning

Københavns Lufthavns to handlingselskaber, SAS og Novia, har tit problemer med ”broerne” på ankommende fly. ”Broerne har ofte deres eget liv,” siger kilde til Take Off. Handlingselskaberne har ofte klaget over ”broerne” til Københavns Lufthavn, men uden resultat.

 

I går, torsdag, skulle en rutineret medarbejder i Novia køre broen på Continentals fly fra New York. Men broen ramte flyet, hvilket gav en bule på flyet. Star Alliance-selskabet aflyste Boeing 757-flyet – og indsætter i dag en større Boeing 767, der kan tage de agterudsejlede passagerer med til New York.

 

Blandt de berørte passagerer var tidligere guitarist i Shu-bi-dua, Michael Hardinger, der fra lufthavnen sagde til Take Off: ”Jeg skulle til USA med Continental. Men problemet betød, at jeg blev ombooket til SAS via Chicago og jeg skal nu overnatte i Los Angeles, inden jeg fortsætter til Palm Springs i Californien. Continental-medarbejderne i Københavns Lufthavn var enormt søde.”

 

Michael Hardinger bor i Texas’ hovedstad, Austin, og har et ”sommerhus” i Palm Springs.

 

Han tog aflysningen af Continental-flyet med oprejst høj pande. ”Når man som jeg har været i turistbranchen ved man, at uheld med fly giver problemer,” siger han. Michael Hardinger var tidligere guide for charterbureauet Ving Rejser. Derefter blev han assistant management trainee på det daværende Westin-hotel i København, i dag Radisson Blu Scandinavia.

 

”I starten af 1970’erne havde vi lige udgivet Shu-bi-dua 1, så jeg måtte vælge. Hotellet kunne ikke blive ved med at give mig fri i weekenderne, når Shu-bi-dua skulle spille. Det ærgrer mig lidt, at jeg ikke blev i rejsebranchen,” siger Michael Hardinger, der inden hjemrejsen i går overnattede på Crowne Plaza i Ørestad.

 
Han har i dag sit eget band, med den tidligere keyboard-spiller i Shu-bi-dua, Jørgen Thorup; Hardinger og Thorup Band spiller næste gang i København på den historiske dato – 9. april – i Krudttønden på Østerbro.

 

I øvrigt får handlingselskabet Novia snart tre nye kunder. 26. marts åbner Niki fra Wien, Germanwings åbner 28. marts til Køln og 30. marts starter Qatar Airways til Doha. Novia har snart 750 medarbejdere.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten