Delta dropper rute til Dubai

Boeing_777-232ER_'N863DA'_Delta_(14010330885)Delta Air Lines har besluttet sig for at stoppe sin rute mellem Atlanta og Dubai fra den 11. februar og begrunder beslutningen med ’overkapacitet’ fra de tre store mellemøstselskaber.

Det Atlanta-baserede flyselskab siger i en kommentar, at den Boeing 777, der flyver ruten i stedet ”indsættes på andre transatlantiske destinationer, hvor et kan konkurrere på et niveau, som ikke ødelægges af statsstøttede flyselskaber”.

Delta har gået forrest i den kampagne, enkelte amerikanske flyselskaber har ført mod det, de beskriver som statsstøtte til statsejede flyselskaber fra Dubai, Abu Dhabi og Qatar, og dermed overtrådt reglerne for fair konkurrence i Open Skies aftalerne mellem Emiraterne, Qatar og USA.

Delta skriver, at kun to af de 14 daglige flyvninger mellem USA og landene ved Den Arabiske Golf, flyves af amerikanske flyselskaber, selv om passagervæksten hovedsageligt er amerikansk.

Qatar Airways har meddelt, at selskabet åbner en rute mellem Doha og Atlanta den 1. juni. Hverken Emirates eller Etihad flyver til Atlanta.