Den tunge kuffert kan være dyr

bagagedrop-kbenhavns-lufthavneDet kan være en dyr fornøjelse, hvis kufferten vejer mere end den må. FDM travel har undersøgt, hvad overvægt koster, og der er store prisforskelle. 

”Er man usikker på, om man har overvægt, er det altid en god idé at veje kufferten, inden man tager i lufthavnen. Så kan man nå at omfordele indholdet og evt. få sin ledsager til at tage de ekstra kg”, siger adm. direktør hos FDM travel, Jan Lockhart.

Hvis man har et par ekstra kg med, er det en god idé at undersøge, om man kan forudbestille dem. Der kan nemlig være penge at spare.

Ikke alle flyselskaber giver mulighed for at betale overvægt pr kg. Hos flere skal der betales et fast beløb, uanset om man overskrider med ét eller ni kg. Den faste pris ligger typisk på mellem 50 og 75 Euro.

”I nogle tilfælde kan det måske bedre betale sig at købe plads til en ekstra kuffert fremfor nogle ekstra kg, og her bør man købe den ekstra bagage, inden man møder op i lufthavnen, hvor priserne ofte er højere”, siger Jan Lockhart.

SAS vil have, at overvægt lægges i en ekstra kuffert, som så koster 379 kr. Lufthansa og airberlin opkræver 372 kr ved en vægt fra 24-32 kg., mens KLM kræver 1.079 for en lignende overvægt. Søsterselskabet Air France ’nøjes’ med 521 kr. Alitalia opkræver 409 kr. og British Airways 558 kr.

Norwegian kræver 90 kr. pr kg, easyJet 85 kr. og Ryanair 74 kr. pr kg. over 20 kg.