“Der kan jo ske så meget på et år”

Hvad enten man skal til koncert eller på krydstogt skal man efterhånden reservere et år forud, og flere andre i rejsebranchen følger godt med. Men hvor bliver de mange penge af undervejs?

”Ja, men det ved jeg da ikke. Der kan jo ske så meget på et år,” sagde den meget ældre dame foran mig i køen hos øjenlægen, da hun i november blev spurgt om hun næste år samme dato ville have en tid kl. 11.10 eller 11.20.

Jeg forstod hende godt. Hendes tilstand virkede ikke som om hun kunne være bare nogenlunde sikker på at være i denne verden om et år. Og dybest set var og er det fuldstændig absurd at stille den slags spørgsmål hos en øjenlæge, og alligevel sker det hver eneste dag.

Hvordan så på andre områder. Lige efter påske kunne vi se annoncer for tenoren Andrea Bocellis koncert i Royal Arena i København 12. marts 2019, altså om et år.

I den forløbne uges søndagsbulletin fra Profil Rejser startede salget til et spændende krydstogt gennem den nye Panamakanal i april 2019. Altså igen om et år.

Flyselskaber og rejsearrangører langtidsplanlægger
Tendensen breder sig, og et halvt års forsalg i rejsebranchen er bestemt ikke usædvanligt.

Langtidsplanlægning har aldrig været min stærke side, men jeg er heldigvis heller ikke erhvervsleder, der skal kunne se ind i fremtiden. Min horisont rækker ofte kun en uge eller to frem. Til gengæld kan jeg også handle hurtigt, når der er brug for det. Det kan jeg ikke bruge til meget hos øjenlægen, men til en hel del som journalist i rejsebranchen.

For rejsebureauer og krydstogtbureauerne er der to parter at tage hensyn til. Kunderne og rederierne. De sidste strammer skruen mere og mere. Normalt skal der erlægges et depositum på 25 procent og resten 60 dage før afgang. Men mange rederier kræver slutbetalinger senest fire måneder før afgang. Og nogle endnu før.

Det er klogt at købe pakken hos et rejsebureau, som agerer sikkerhedsnet hvis uheldet er ude, hvis et krydstogt bliver aflyst. Det er sket ret så mange gange i den forløbne orkansæson. Rederiet vil normalt godtgøre hele beløbet, men ikke alle kan være sikker på at få dækket udgifter til fly eller hotel, når man sidder i Miami, og der ikke er noget skib. De 25.000 til 50.000 kroner for et ægtepar er jo for længst betalt.

Koncert i Parken til 30 mio. kroner
Når et af de store navne kommer til en koncert i Parken i København, kan prisen være mellem 20 og 30 millioner kroner for at stable en koncert på benene. Billetsalget starter et år i forvejen, og salget sker ofte via Ticketmaster og Billetlugen. De opkræver entréen og har ansvaret for, at publikum ikke taber penge, hvis koncerten aflyses ved for eksempel sygdom. Hvilket sker i løbet af et år.

Arrangøren skal garantere det indbetalte beløb ved aflysning, men kan selv krakke og hvad så?

Og til sidst: Hvad med krydstogt og koncert som gave? Man kan jo ikke give et depositum, pakket i julepapir. Det må være alt eller intet. Hos flyselskaberne opkræves hele beløbet ved bestillingen, som i denne uge hos både Norwegian og SAS ler angt ind i 2019.

Betal med kreditkort, lyder det gode råd. Det er normalt korrekt, men der findes undtagelser.

Ingen refundering
Der vil ofte være gebyrer, som ikke refunderes ved aflysning. Ved en koncert vil beløbet typisk være 25 kroner. En skjult gave til arrangøren, som nok bøder lidt på smerten over aflysningen. Det kan for en aflyst koncert med udsolgt i Parken løbe op i omkring én million kroner. Hvor meget der bliver i gevinst, for eksempel til Billetlugen, som er ejet af Nordisk Film, vides ikke.

Rejsebranchen kan heller ikke sige sig fri for gebyrer, der ikke refunderes. Hverken hos flyselskaber eller krydstogtrederier. Her er imidlertid ingen gevinst til bureauet, nærmere det modsatte.

Der er altså mange millioner på spil ved at tænke langt og indlede salget i ekstra god tid. Men også usikkerhedsmomenter. Tabte renteindtægter er ikke noget, man taler højt om nu om dage. For man kunne sætte penge i banken i stedet for at investere i rejser eller koncerter et år i forvejen. Nogen må imidlertid have gavn af de mange millioner forudbetalte kroner.

Forbrugerne har lov at tænke, som den ældre dame ved øjenlægen: ”Der kan jo ske meget på et år”.