Stenbjerg Landingsplads i Thy er en af attraktionerne i Destination Nordvestkysten. Pressefoto: Destination Nordvestkysten.

Destinationsselskab klar med fem pejlemærker

Destination Nordvestkysten offentliggør strategi med fokus på bæredygtig turisme, styrket samarbejde mellem aktørerne samt investering i et attraktivt turismeprodukt i de fem kommuner.

Destinationsselskabet Destination Nordvestkysten udgøres af kommunerne Hjørring, Holstebro, Jammerbugt, Lemvig og Thisted. Og tankerne og baggrunden for det nye strategiarbejdet kommer fra branchen selv via forslag til, hvordan Destination Nordvestkysten kan skabe mere værdi for det lokale turismeerhverv.

I den nye turismestrategi har Destination Nordvestkysten fem overordnede pejlemærker, der skal være med til at skabe fremtidens destination det næste tre år, hedder det i en pressemeddelelse.

I den siger Peter Krusborg, direktør for Destination Nordvestkysten:

”Med afsæt i den gode dialog, vi har haft med vores erhverv, tror vi på, at der nu er sat en kurs for det videre arbejde. Vi ved, at der stadig er dele af branchen, der endnu ikke har lært os at kende, men det glæder vi os til at ændre, så vi kan arbejde mod at blive stærke sammen.”

”Fem strategiske pejlemærker”
De fem strategiske pejlemærker hos Destination Nordvestkysten omfatter: Grøn og bæredygtig turisme, en strategisk effekt, hvor samarbejdet mellem aktørerne styrkes, skabelsen af en stærk og attraktiv destination, hvor turisternes adfærd og efterspørgsel følges nøje, investering i et attraktivt turismeprodukt samt markedsføring og turistinformation.

Bestyrelsesformand for Destination Nordvestkysten, borgmester H.C. Østerby fra Holstebro, siger i pressemeddelelsen: ”Det er en ret unik situation, vi står i, hvor vi i fællesskab – og på ret kort tid skal løfte mange opgaver. Vi ser frem til at gribe de mange muligheder, der er.

Danmark har i alt 19 destinationsselskaber, samlet i foreningen Danske Destinationer. Ifølge VisitDenmarks destinationsmonitor fra december sidste år var 90 af Danmarks 98 kommuner med i et af de 19 destinationsselskaber. De otte kommuner udenfor et destinationsselskab var Fredericia, Greve, Køge, Rebild, Ringsted, Samsø, Solrød, og Vejen.

Relaterede artikler:

Forlystelsespark forventer normalt besøgstal i år

Dansk turismeplatform skal give millionomsætning

90 af 98 kommuner på plads i destinationsselskaber