Det bedste for Bella Center

”Nu kan vi se fremtiden roligt i møde samtidig med, at vi kan koncentrere os om øget vækst og indtjening,” siger Arne Bang Mikkelsen i anledning af, at ny ejer tager over.

Arne Bang Mikkelsen: Det bedste der kunne ske for Bella Center.

Bella Centers fremtid er reddet. En saltvandsindsprøjtning på 150 mio. kr. er på vej fra Solstra Capital, som samtidig overtager centret. Solstra ejer også bygningerne i Magasin, Illum og Hotel Crowne Plaza.

Solstra kommer faktisk fra den islandske investeringsbank Straumur Burda, der er indtrådt i et joint venture selskab med den pakistanske rigmand Alshair Dlyanz. Ny bestyrelsesformand i Bella Center bliver Solstras adm. direktør Oscar Crohn, som allerede har haft flere møder med Bella Centers adm. direktør Arne Bank Mikkelsen.

”Det var simpelthen den løsning, vi håbede på,” siger adm. direktør Arne Bang Mikkelsen til standby.dk. ”Både Solstra og vi er opsat på, at der nu skal skabes overskud, så vi kan afdrage på gælden. Jeg tror også, det kan ske allerede i 2013 og betydeligt bedre i 2014.

I fremtiden kan vort virkeligt dygtige personale koncentrere sig om at skabe vækst. Vi har de bedst mulige rammer for både hotel og kongresser, som vil komme til at præge udviklingen i København og for den sags skyld i hele landet,” fortsætter han.