Det bliver aldrig det samme

Birthe -Star Tour -18-6-2014-03

En rigtig krammer og tak for 28 år mellem Birthe Madsen og Stig Elling. Foto Preben Pathuel.

RECEPTION: Sjældent har man i den danske rejsebranche set et parløb i 28 år, som det, der sluttede i går, da koncerndirektør Birthe Madsen sagde farvel til Star Tour og Stig Elling.

Det var en meget rørt Stig Elling, som i går trådte op og holdt tale for sin afgående chef Birthe Madsen i Star Tours lokaler i København. De to har kørt parløb i 28 år siden starten i Star Tour. Dengang med nu afdøde Poul Erik Madsen som chef.

Og lige netop ham mindedes de begge, for de var med til at lancere sangen ved hans afsked efter fyring fra Stockholm ”Det bliver aldrig det samme som med Madsen”.

I går tog Stig Elling tråden op: ”Det bliver aldrig det samme som med Birthe.” Han søgte altid rykdækning fra chefen, inden han gik ud i pressen, om end tiden nu og da var ekstrem kort. Og aldrig gik de galt af hinanden.

Selv talte Birthe Madsen til de mange fremmødte fra rejsebranchen – og enkelte kunder – om den stolthed og taknemmelighed hun har følt gennem de mange år, også i samarbejdet med en skandinavisk ledelse, hvilket har budt på udfordringer. Nok er vi skandinaver, men arbejdsmetoder og mentaliteten – ja, om det så er spisevanerne – kan være ret så forskellige, forstod vi.

Adm. direktør for TUI Nordic, Henrik Norlin, fortalte, hvordan man havde finkæmmet alle muligheder for at få Birthe Madsen til at blive, men hun havde truffet sit valg.

Nu får Stig Elling en nordisk chef i sit PR-ansvar, men han vil fortsat være Mr. Star Tour i Danmark. ”Det kan vi slet ikke undvære,” understregede Henrik Norlin.