Blokhus (Foto: VisitNordjylland)

Det kan Blokhus gøre bedre

Her i weekenden åbner Danmark porten til sommeren, både hvad tiden og naturen angår, men ikke altid for den del, vi selv kan gøre noget for.

JAMMERBUGTEN: Navnet i sig selv ikke udtryk for området. Der er dejligt i Blokhus i hvert fald om sommeren. Da vi i sin tid spurgte en lokal om, hvor mange, der egentlig bor i Blokhus, lød svaret. ”Normalt 50, men hvis Kresten henne på hjørnet er på Mallorca om vinteren, er vi kun 49.”

Til gengæld er der vel op mod 50.000 om sommeren, men de er ikke helt tilfredse ifølge Nordjyske. ”Kvaliteten i Jammerbugten kan trænge til et løft. Epinion har undersøgt for Dansk Kyst-og Naturturisme. Hver femte gæst på kroer og hoteller i Blokhus-området er utilfreds. Derfor starter et AMU et servicekursus i turisme i Nordjylland i april. Spørgsmålet er nu, om man kan lære at yde service, hvis man ikke har det i sig.

FÅRESTILLING: Nej, nej det er ikke en trykfejl, men navnet på en påskeopera, som har premiere i aften på Operaen i København, hvor der er sjældne skuespillere på scenen, nemlig tre får, som spiller en vigtig rolle med Thomas Ades opera The Exterminating Angel. – Ingen dyr lider overlast, understreges det fra Det Kgl. Ingen slagtede påskelam på scenen.

KEDSOMHEDSKNAP: Det skal ikke være kedeligt at gå på museum. Og slet ikke sådan som ny direktør på Nationalmuseet. Rane Willerslev, har karakteriseret sit eget museum, som ”røvkedelig”.

Det er slut nu her i påsken. Derfor indfører han en kedelighedsknap, som børnene kan trykke på, hvis de keder sig. Det har skabt en voldsom debat. Det er ikke sådan, man normalt udtrykker sig i museumsverdenen, men Rane Willerslev er heller ikke nogen traditionel museumschef. Som en læser skriver i Berlingske: Hvis de yngste børn røvkeder sig på Nationalmuseet, så kommer de ikke igen, når de bliver ældre. Vi afventer i spænding besøgstallet i påsken.

LÆNGE ÅBENT: I dag åbner Bakken, i morgen åbner Tivoli. Det bliver samtidig den længste åbningstid nogensinde. For Tivoli i 175 år, da den gamle have i år fejrer jubilæum.  Det er efterhånden lige meget om det regner, sner eller stormer. København skal have underholdning, og det skal de få.

Bakken har åbent i påsken, men lukker så uden for weekender frem til udgangen af april, hvorefter den helt sædvanlige sommeråbning følger fra torsdag 26. april frem til 9. september, når dyrene i Dyrehaven skal have fred til at dyrke deres sexliv. Det får de så til efterårsferien. Der er også åbent for første gang i weekender sidst i november og i december til og med 22. december. Det er aldrig sket før.

Tivoli gaber over mere og mere. Fra i morgen til 23. september hver dag fra kl. 11.00, igen fra 12. oktober. Til 4. november og  hele juleperioden fra 17. november til og med nytårsaften. Tro det eller ej, også selveste juleaften er haven åben fra kl. 11.00 om formiddagen.

Årets Kro: Da Danske Rejseskribenter for nogen tid siden havde debat om danskernes ferie i eget land og der hist og her kom kritik af faciliteter på både kroer, og især badehoteller, gik direktør for Small Danish Hotels, Jørgen Christensen,  i front med et direkte budskab til de fremmødte. ”I ved ikke, hvad i taler om, før I har prøvet Agerskov Kro og Hotel”

Nu er samme kro og hotel for tredje år i træk blev hyldet blandt organisationens 50 medlemmer, som årets bedste. Vel at mærke af kunderne. Værtsparret, maden og engagementet, der igen har gjort udslaget. ”Jeg skal hilse og sige, at det ikke er en pris, man kommer sovende til,” siger Jørgen Christensen. – Den rødmalede kro ligger sydøst for Haderslev og daterer sig tilbage til 1767.

HUSK: I morgen natten til søndag 25. marts indføres igen sommertid i Danmark og EU. Urene stilles en time frem. Det er især vigtigt at huske, hvis man skal med et morgenfly på påskeferie, hvilket rigtigt mange skal.