Varig fik endnu engang en chance

Såvel retten i New York, som i Rio, udsatte den eventuelle dødsdom over brasilianske Varig til næste uge for at forfølge selv den mindste mulighed for at redde i hvert fald noget af det konkurstruede selskab.



I New York forsøger dommeren at finde ud, af om kreditorerne er villige til at se tiden en smule an. Frem for at miste alle pengene i leasingselskabet med 23 Varig-fly, hvor der ikke betales lejeafgift, og hvor der skyldes store millionbeløb.



I Rio undersøger dommeren om investeringsselskabet LOG er de påståede 80 procent brasiliansk, hvilket fagforeningerne ikke mener er tilfældet. Og hvis det er, har det så kapitalgrundlag nok til at redde Varig.



Ud i den virkelig verden strammes skruen. I går lykkedes det kun at gennemføre 145 afgange ud af 306 i fartplanerne. På de oversøiske ruter kun 26 fly i luften ud af 61 planlagte. Og i morgen skal op mod 30.000 brasilianere hjem fra Tyskland fra VM i fodbold.



Endelig begynder konkurrenterne at bide fra sig. Et andet brasiliansk selskab, GOL, er netop af et business magasin i Brasilien, for andet år i træk, blevet valgt som Airline of The Year, og nu vil man videre. Måske på Varigs bekostning.



I går kom det frem, at selskabet rejser 50 mio. dollar til brug for indkøb af Airbus A 340 til langdistanceflyvninger.

-ejv

Skrevet af