Walt Disney World Resort deltager med en paradevogn i Tivolis 175 års jubilæum med et design med navnet Friendship Garden. Jubilæumsparaden får premiere i maj 2018.
De to attraktioner har en lang tradition for samarbejde og gensidig respekt, helt tilbage fra tiden, da Walt Disney selv besøgte Tivoli, og her fandt meget, der inspirerede ham. Han vendte tilbage flere gange før Disneyland åbnede i USA i 1955.
Jubilæumsparaden er baseret på tanken om at ’hele verden mødes i Tivoli’. Optoget vil bestå af vogne, performere og Tivolis kendte figurer. Den Disney-designede vogn er baseret på universet i ’It’s a small world’, en forlystelse, der findes i Disney-parker i hele verden.
George A. Kalogridis, der er præsident for Walt Disney World Resort i Florida: “Walt Disney elskede Tivoli, og det gør vi også. Gennem et langt venskab har Tivoli og Disney haft løbende kontakt med udveksling af medarbejdere, erfaring om drift og ledelse af vores parker. Vi i Walt Disney World Resort har den største respekt for Tivoli-organisationen, og vi er glade for at kunne vise det gennem samarbejdet om 175 års jubilæumsparaden.”
Optoget bliver mere en 100 meter langt med 30 performere og kendte Tivoli-figurer som Pjerrot og Tivoli-Garden. Paraden begynder på Slotspladsen ved Tivoli Søen og ender, efter en tur rundt i Haven, ved Plænen.
Paraden vil vise Tivolis historie og de fire ’søjler’: have, kultur, forlystelser og spisesteder. Musikken til jubilæumsparaden komponeres af Bent Fabricius-Bjerre og jubilæumsparaden får premiere den 1. maj 2018.