Dødsfald i den danske rejsebranche

Bent F. Christiansen.

PEOPLE: Kendt personlighed i den danske rejsebranche døde denne uge i en alder af blot 68 år. Han var ansat i flere rejsebureauer og et stort flyselskab. Begravelsen i København er torsdag i næste uge.

Bent Færgegaard Christiansen begyndte i rejsebranchen i 1966 som elev i billetkontoret hos det daværende rejsebureau Wilson & Co., hvor han i 1972 blev billetchef. Han kom senere til Lufthansa, hvor han havde fem år som reservationschef og ni år som passagerchef. Ligeledes har han været i flere større forretningsrejsebureauer.

Uddannelse i rejsebranchen lå Bent Christiansen på sinde. Bl.a. underviste han rejsebureauansatte på Lufthansas skole i Seeheim og var f.eks. formand for uddannelsesudvalget i Danmarks Rejsebureau Forening.

Jahn Schapiro, tidligere ejer af og adm. direktør for Profil Rejser, sendte i går standby.dk disse mindeord om Bent Christiansen, der døde i mandags:

”Bent kæmpede de seneste år med helbredet, men måtte give op. Under hele sygdomsforløbet holdt Bent humøret og livsviljen højt og deltog aktivt i sociale og faglige klubber og netværk.

Jeg kendte Bent gennem et helt arbejdsliv i rejsebranchen – og rigtig mange af de nuværende yngre kræfter i rejsebranchen kan takke Bent for stor faglig lærdom.

Der var ikke en indviklet luftfartsregel, Bent ikke kunne fortolke til bureauets og kundens fordel. Jeg vil savne Bents energiske latter og humor.

Æret været Bents minde”, lyder det fra Jahn Schapiro.

Og fra Seniorklubben for den danske rejsebranche modtog standby.dk i går disse mindeord om Bent Christiansen:

”Det er med stor sorg, at vi kan meddele, at Bent F. Christiansen sov ind mandag den 7. august. Bent kæmpede i længere tid med en alvorlig sygdom, og til sidst måtte han give op.

Vi har sjældent mødt en person som Bent, der kæmpede til det sidste, og han lod sig ikke kue af sygdommen. Det er meget trist, at han ikke er blandt os mere og vi vil aldrig glemme Bents specielle klukkende latter. Æret være Bents minde”.

Bisættelsen finder sted torsdag den 17. august kl. 13 fra Solbjerg Kirke på Howitzvej 30A på Frederiksberg. Der er efterfølgende sammenkomst i Hansens Familiehave på Pile Allé.