Kim Gerdes er død efter kort tids sygdom. (Arkivfoto: Billetkontoret)

Dødsfald: Kim Gerdes fra Billetkontoret

Efter kort tids sygdom døde Kim Gerdes, salgschef for og medejer af Billetkontoret, natten til torsdag i en alder af blot 62 år. Han bisættes tirsdag den 10. oktober fra Risskov Kirke ved Aarhus.

”Jeg satte umådelig stor pris på Kim, han var et rigtig godt menneske. Kim var hamrende kompetent, han kunne sit stof og var meget vidende på sit område. Og man sad aldrig med en fornemmelse om en skjult dagsorden, når Kim sagde noget. Han var et straight og venligt menneske.”

Det siger Jesper Schou, Billetkontorets tidligere medejer og administrerende direktør, der i 2021 gik på pension, til Standby.dk – ordene kommer dagen efter den triste nyhed om, at Kim Gerdes døde natten til torsdag i en alder af bare 62 år.

Billetkontoret, der siden 2021 har haft Aller Leisure som største aktionær, er Danmarks største flybilletgrossist, consolidator, og udsteder årligt et par hundredetusinde ruteflybilletter for omkring 200 rejsebureauer.

Det var i øvrigt Jesper Schou, der for 25 år siden i 1998 ansatte Kim Gerdes, som kom til Billetkontoret efter syv år som marketingchef hos Profil Rejser. Efter Jesper Schou solgte sine 70 procent af Billetkontoret til Aller Leisure, havde Kim Gerdes og Billetkontorets administrerende direktør, Carsten Lindholm Pedersen, hver 15 procent af Billetkontoret. Billetkontoret har hovedkontor i København samt  et filialkontor i Aarhus, som Kim Gerdes også var leder af.

Kim var ikke bange for konflikter
Jesper Schou siger: “Hvis der var en konflikt med rejsebureauer eller agenter, så tog Kim gerne telefonen og ringede til dem, og sagde for eksempel: ”Det her kan ikke være rigtigt, eller sådan gør vi altså ikke.” Kim var ikke bange for konflikter, hvilket også hang sammen med, at han ikke havde nogen skjulte dagsordener. Kim var på alle måder megaredelig.”

Kim Gerdes døde som nævnt natten til i dag, torsdag. Og i dag havde Billetkontoret indbudt til stor housewarming – godt nok fire år forsinket på grund af pandemien – af sit nye hoveddomicil i Valby.

Her blev de mange gæster fra flyselskaber, rejsebureauer og andre samarbejdspartnere mødt af et lille bord med et foto af Kim Gerdes, et tændt stearinlys og en buket røde roser. En naturligvis tydeligt berørt administrerende direktør Carsten Lindholm Pedersen tog imod og fortalte den sørgelige nyhed med Kim Gerdes’ bortgang samt at man var sikker på, at det ville være Kims ønske at gennemføre den planlagte housewarming.

The show must go on. Men nu uden den kendte, værdsatte og respekterede rejsebrancheprofil.

Kim Gerdes bisættes tirsdag den 10. oktober klokken 13.30 fra Risskov Kirke ved Aarhus.