Dolphin Dynamics vil udvide i Skandinavien

workscreen-maTEKNOLOGI: Check Point Travel, USA Tours og Profil Rejser er alle overgået til IT-systemet Dolphin Dynamics det seneste år. Nu satser den britiske virksomhed på endnu flere kunder fra Skandinavien.

Dolphin Dynamics øger antallet af kunder i Skandinavien, og selv om de på nuværende tidspunkt langt fra overgår Amadeus, som langt de fleste europæiske bureauer anvender i dag, satser Dolphin Dynamics på at indtage flere Skandinaviske kunder i den kommende tid.

”Skandinavien har et solidt vækstpotentiale for os, og vi ser, at Skandinavien har nogle af de samme karakteristika som Storbritannien, hvor vi har over 200 kunder,” siger marketingchef hos Dolphin Dynamics Andrew Davies til Standby.dk.

Check Point Travel overgik i april til Dolphin Dynamics. Og selv om de overvejende er glade for beslutningen, så har startfasen været mere krævende end først antaget.

”Der er en del børnesygdomme, og det har taget os et år at få systemet integreret i vores virksomhed,” siger Henrik Særmark, direktør hos Check Point Travel.

Dolphin Dynamics håber dog alligevel på flere fremtidige partnerskaber i Skandinavien.

”Vi investerer kraftigt i vores platform, så vi kan følge med vores kunders forretning. Vi forsøger også at være meget grundige i vores implementering af systemet og i vores support, så vores kunder får den bedst mulige investering. Det er jo nøglen til et langvarigt samarbejde,” siger Andrew Davies.