Direktør i Rejsegarantifonden, Birgitte Fjeldhoff, foran Tyrkiet Ekspertens kontor i København i den hektiske tid i oktober 2013, hvor charterbureauet var gået konkurs i hvad der blev den dyreste rejsebureaukonkurs i nyere tid. Foto: Preben Pathuel.

Dom mod rejsebureau udsat

Dommen mod tre tidligere topchefer i krakket dansk rejsebureau er udskudt i to uger. Konkursen kostede Rejsegarantifonden 18,6 millioner kroner – den næstdyreste i fondens historie.

Byretten i Lyngby skulle fredag, den 13. april, have afsagt dommen – men den er nu blevet rykket til torsdag den 26. april, oplyser Lyngby Ret til STANDBY.dk

De tre tidligere direktører i det krakkede danske charterrejsebureau Tyrkiet Eksperten bør betale tre millioner kroner efter den dyreste rejsebureaukonkurs i nyere tid, lød det under retsmøderne i marts fra advokaten der repræsenterede Rejsegarantifonden. Fonden tabte 18,6 millioner da Tyrkiet Eksperten krakkede i oktober 2013.

”Vi har fået at vide, at grunden til udsættelsen af domsafsigelsen skyldes IT-problemer i retten i Lyngby – men ikke årsagen til IT-problemerne,” sagde administrerende direktør i Rejsegarantifonden, advokat Birgitte Fjeldhoff, torsdag til STANDBY.dk

Hun var ikke selv tilstede under de to retsmøder i marts, ”men meldingen fra vores advokat er, at det gik som planlagt. Nu afventer vi dommen – går den os imod skal bestyrelsen i Rejsegarantifonden afgøre, hvorvidt kendelsen skal ankes til Østre Landsret. Men vi havde ikke kørt denne retssag, hvis vi ikke troede, vi ville vinde den,” siger Birgitte Fjeldhoff og tilføjer:

”Grunden til at vores advokat foreslog at kræve de tre millioner kroner fra de tre tidligere hovedpersoner i Tyrkiet Eksperten hænger sammen med den retsafgift det koster at føre sagen.”

Forsvarsadvokaten for ægteparret bag Tyrkiet Eksperten, Gündüz Dogusoy og hans hustru, Fatma Zeynep Dogusoy, ønskede dem frifundet, sagde han i Lyngby Ret. Kendes de skyldige kan de ligeledes anke til Østre Landsret.

Ønsker dom med signalværdi
I 2015 meddelte Rejsegarantifonden, at man ville stævne de tre hovedpersoner i sagen om konkursen hos Tyrkiet Eksperten. I den forbindelse sagde fondens direktør, Birgitte Fjeldhoff, i april 2015 til STANDBY.dk

”Vi får måske ikke noget ud af at hive dem i retten. De vil sige, at de ikke har midler til at tilbagebetale 30 millioner kroner (vurderingen i 2015, red). Men får vi medhold, vil dommen have klar signalværdi: Rejsegarantifonden vil ikke acceptere et så stort tab – uden det får konsekvenser for de ansvarlige. Vi vil forfølge de ansvarlige.”

Rejsedirektør har kostet garantifond 24 millioner kroner
Beløbet som Rejsegarantifonden ønsker i den nuværende sag mod de tre personer fra Tyrkiet Eksperten fordeler sig mellem grundlægger af Tyrkiet Eksperten, Gündüz Dogusoy, tidligere direktør Fer Cellek og Gündüz Dogusoys hustru, Fatma Zeynep Dogusoy. Hun var registreret som direktør for Tyrkiet Eksperten ved konkursen i oktober 2013.

Konkursen i Tyrkiet Eksperten i 2013 blev den næstdyreste for Rejsegarantifonden, der tabte de nævnte 18,6 millioner kroner på krakket.

Bag Tyrkiet Eksperten stod Gündüz Dogusoy, der i 1996 gik konkurs med sit rejsebureau Sultan Rejser, hvilket kostede Rejsegarantifonden 6,1 millioner kroner. Dermed har hans to charterrejsebureauer samlet kostet fonden 24,7 millioner kroner.

Læs mere om retssagen mod de tre personer fra Tyrkiet Eksperten i linket herunder, artiklen har overskriften: Konkursbo kræver millionerstatning fra rejsebureau

Relaterede artikler:

Konkursbo kræver millionerstatning fra rejsebureau

Konkurser i rejsebureauer for millioner

Konkursgarantier fra rejsebureauer på 800 millioner kroner