DRF advarer forbrugere mod at lege rejsebureau

Familie-ferieTURISME: Danmarks Rejsebureau Forening, der naturligvis støtter sine medlemmer, siger, der kan spares ved at booke ferien via rejsebureau – og købes pakkerejsen hér, er forbrugeren dækket ved konkurser.

Mange forbrugere leger i denne tid ”det lille rejsebureau” og surfer efter billige hoteller og flybilletter til sommerferien.

En undersøgelse fra bookinggiganten Expedia viser ifølge DRF, at danskerne i snit sparer syv pct. pr. booking ved på samme tid at bestille fly og hotel hos en rejseudbyder registreret hos Rejsegarantifonden. DRFs lidt over 100 medlemmer omsætter årligt for tæt på 18 milliarder kr.

DRF tilføjer, at når danskerne snart rejser på sommerferie, har kun hver anden booket flybillet og hotel hos et rejsebureau. DRF henviser til undersøgelsen fra Expedia, der fortæller, at danskerne går glip af 680 kr. for en gennemsnitsrejse, når de booker uden om rejsebureauerne.

Den amerikanske online rejsebureaukoncern Expedia ejer bl.a. Hotels.com, bookingmaskinerne Travelocity og Orbitz, samt erhvervsrejsebureaukæden Via Egencia (det tidligere Via Travel).

DRFs adm. direktør, Lars Thykier, siger: ”Når danskerne køber pakkerejse med fly og hotel i samme booking hos en rejseudbyder registreret i Rejsegarantifonden, er de dækket ved konkurs i rejsebureauet eller flyselskabet.”

”Men, fortsætter Lars Thykier, Rejsegarantifonden dækker ikke rejsende, der booker på bookingportal, som ikke er registreret i fonden. Pakkerejsen skal bestilles hos en registreret rejseudbyder for at være omfattet af fondens dækning.”

”Dermed nyder de rejsende godt af pakkerejselovens beskyttelse ved flykonkurs eller terrorangreb og ved mindre som f.eks. forkert værelse på det bookede hotel eller en forsinkelse,” siger Lars Thykier og tilføjer: ”I begge tilfælde kan man være berettiget til nedslag i prisen, hvilket ikke er tilfældet, hvis man selv har booket rejseprodukterne enkeltvist. Desuden har rejsebureauer ofte lavere pris, da de køber ”lidt” større ind.”