DRF ikke begejstret for regeringens hjælpepakke

Erhvervsminister Brian Mikkelsen fremsatte onsdag i denne uge lovforslag, der skal hjælpe askeramte danske flyselskaber og rejsebureauer. Folketinget bedes om hastebehandling; det håbes, at ordningen kan gælde fra starten af juni.

 

Lovforslaget, der blev indgående omtalt på Take Offs hjemmeside i onsdags, skal tilbyde pengeinstitutter en garanti for op til 80 % af de tab, danske flyselskaber og rejsebureauer har lidt som følge af det lukkede luftrum.

 
Danmarks Rejsebureau Forening vurderer, at vulkanen har kostet den danske rejsebranche 80-100 mio. kr. DRF og charterselskabernes brancheforening, RID, har haft møde med erhvervsminister, Brian Mikkelsen.

 

I kommentar til regeringens udspil siger DRF: ”Vi er ikke begejstrede for, at der kun bliver tale om en dyr lånemulighed med statsgaranti. Regeringen bør tildele erstatning til rejsebranchen for de store tab de blev påført som følge af uhensigtsmæssige konsekvenser af pakkerejseloven og EU-forordning 261/04 som gav rejsebranchen store udgifter til betaling af overnatning og forplejning til strandede kunder,” skrev DRF i går til sine medlemmer og tilføjede:

 

”Dyre statslån ikke er løsningen på de økonomiske udfordringer pga. askeskyen. DRF havde hellere set en statskompensation uden tilbagebetalingspligt. Det blev det så ikke i første omgang, men vi fortsætter de kommende uger med at bearbejde politikere og medier.”

 

Skrevet af Henrik Baumgarten