Danmarks Rejsebureau Forening er blevet vred på erhvervsminister Simon Kollerup, fordi han ifølge DRF har foretaget en kovending i sagen om øjeblikkelig tilbagebetaling af støtte til rejsebureauerne. Foto for Erhvervsministeriet: Andreas Beck.

DRF: Kovending fra minister kan lukke rejsebureauer

”Erhvervsministeren ønsker en del af den støtte, der sidste år blev givet til rejsebureauer, straks tilbagebetales – trods at ministeren og Rejsegarantifonden lovede det stik modsatte,” siger DRF.

(Artiklen er opdateret med et svar til et folketingsmedlem i marts sidste år fra erhvervsminister Simon Kollerup, se nederst i artiklen)

“Rejsebranchen er den branche, som har blødt længst og også er blandt de sidste, der får lov til at drive deres erhverv igen. Og nu ser fremtidsudsigterne endnu sortere ud. Erhvervsministeren har nemlig meddelt, at en del af den støtte, der blev givet for omkring et år siden, skal tilbagebetales straks – på trods af både Erhvervsministerens og Rejsegarantifondens utvetydige lovning på det stik modsatte.”

Det skriver Danmarks Rejsebureau Forening i en pressemeddelelse.

DRF oplyser til STANDBY.DK, at det drejer sig om pengene fra første periode med hjælpepakker, der dækkede 13. marts til 13. april sidste år. I den periode lånte rejsebureauerne cirka 450 millioner kroner via Rejsegarantifonden. Det er omkring halvdelen af det beløb, anslår DRF, som Erhvervsministeriet nu ønsker tilbagebetalt.

DRF fortsætter: ”Rejsebranchens primære hjælp gennem krisen er og har været statslån, som skal betales tilbage over en kort periode. Lånene blev bevilget, således at rejsebureauerne kunne tilbagebetale de tusindvis af forbrugere, der skulle have penge tilbage for deres aflyste og afbrudte rejser, da pandemien brød ud.

Rejsebureauerne har derfor optaget lån for mange hundrede millioner kroner gennem Rejsegarantifonden. Det er lån, der naturligvis skal betales tilbage til staten inden for de kommende år. Der har aldrig været tale om decideret støtte til rejsebranchen, kun lån,” understreger DRF.

”Det giver absolut ingen mening”
Derfor vakte det stor glæde i rejsebranchen, da både erhvervsminister Simon Kollerup og Rejsegarantifonden for knapt et år siden meddelte, at branchen kunne få en mindre del af lånene som støtte, der ikke skulle betales tilbage, hedder det fra DRF som tilføjer:

”Simon Kollerup nævnte ved flere lejligheder dengang, at denne mindre del ikke skulle tilbagebetales, og Rejsegarantifonden, der administrerer ordningen, har meddelt rejsebureauerne det samme.”

Lars Thykier, administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, siger i pressemeddelelsen:

”Rejsebureauerne har indrettet sig i tillid til, at de havde denne portion penge, der ikke skulle tilbagebetales. For nogle betød det helt enkelt, at de undgik at dreje nøglen om. Andre bureauer valgte at beholde deres medarbejdere i stedet for at fyre dem. Nu kræver myndighederne så et år efter, at nogle af pengene alligevel skal tilbagebetales. Det giver jo absolut ingen mening, og da slet ikke, når vi hører erhvervsministeren sige gang på gang, at han vil holde hånden under rejsebranchen.”

Drop kravet
DRF mener, at myndighederne med denne kovending tvinger rejsebureauerne ud i unødvendige lukninger eller konkurser, hvis ikke myndighederne dropper kravet om tilbagebetaling.

”Omsætningsnedgangen for de fleste rejsebureauer er kolossal, da der i nu et år ikke har været nogen indtjening. Derfor er der heller ingen penge at betale tilbage med,” hedder det Danmarks Rejsebureau Forening, der fortsætter:

”Desuden bør man overveje en hel eller delvis gældseftergivelse for de lån, bureauerne har været nødt til at optage i Rejsegarantifonden for at kunne tilbagebetale kunderne deres penge. En stor del af rejsebureauerne kan ikke betale lånene tilbage til aftalt tid.

”Det er jo fuldkommen tåbeligt at lukke rejsebranchen så tæt på målstregen. Så vil al den modtagne støtte jo være spildt og forgæves. Det kan umuligt være i myndighedernes interesse”, siger Lars Thykier.

Minister: “Regeringen lægger op til at rejseudbydere kan beholde eventuelt refunderede beløb fra underleverandører”
DRF henholder sig blandt til dette spørgsmål fra den 24. marts 2020 fra folketingsmedlem Christoffer Aagaard Melson (V):

“Hvordan vil ministeren sikre, at beløb rejsearrangører har trukket fra fonden, men efterfølgende får godtgjort, fra f.eks. flyselskaber, der har aflyst og derfor tilbagebetaler penge, hoteller der betaler penge tilbage eller udbetalinger fra forsikringer, betales tilbage til Rejsegarantifonden?”

Svaret fra erhvervsminister Simon Kollerup lød: “Rejsebranchen står i en ekstraordinær situation, hvor der er et presserende behov for at få tilført likviditet. Regeringen lægger derfor med forslaget op til at rejseudbydere kan beholde eventuelt refunderede beløb fra underleverandører, såsom hoteller og flyselskaber eller fra forsikringer. Det skal også bidrage til en mere enkel administration, idet hastighed er vigtig for branchens forsatte virke.”

STANDBY.DK har fået en kommentar fra Erhvervsministeriet til kritikken fra Danmarks Rejsebureau Forening, Klik her.

Relaterede artikler:

DRF: Forsinkede vacciner kan lukke rejsebureauer

Dansk turisme udeladt fra regeringens vækstteams

”Først skal vi af med forsamlingsforbuddet”