De 1,5 milliarder kroner til Rejsegarantifonden er ikke nok for de danske rejsebureauer i denne coronakrise, siger DRF's administrerende direktør, Lars Thykier. Arkivfoto.

DRF: Milliardpakke til rejsebureauer hjælper kun få uger

Torsdagens milliardindsprøjtning til Rejsegarantifonden for at hjælpe rejsebureauer ”stopper kun blødningen midlertidigt, den skal kompensere alle corona-relaterede rejser,” siger Danmarks Rejsebureau Forening.

DRF er glad for Folketingets krisepakke til erhvervslivet, som forlænger livet for rejsebureauerne. Men DRF påpeger, at garantien til Rejsegarantifonden på 1,5 milliarder kroner kun vil stoppe rejsebureauernes krise i få uger.

”Rejsegarantifonden bør kompensere for alle rejser relateret til coronakrisen og ikke kun fra 13. marts, og garantien bør ikke være lån, men direkte kompensation,” skriver DRF i en pressemeddelelse.

DRF glæder sig over, at der nu tilføres 1,5 mia kr. til Rejsegarantifonden samtidig med, at fondens formål udvides til at hjælpe bureauerne, før de går konkurs. Administrerende direktør for DRF, Lars Thykier, siger:

”Vi takker naturligvis mange gange for, at Folketingets partier har handlet hurtigt. Det er livsvigtigt for rejsebureauerne, at der nu er åbnet op for, at Rejsegarantifonden kan dække de enorme tilbagebetalingskrav, rejsebureauerne står med på grund af corona-krisen og myndighedernes beslutning om at lukke al ind- og udrejse af Danmark.”

Behov for mange flere penge til rejsebureauerne
DRF forudser dog, at der vil blive behov for ”en markant større økonomisk indsprøjtning til Rejsegarantifonden, hvis en total konkurs i rejsebranchen skal undgås:

”Med dagens aftale er rejsebranchen lagt i livsvigtig respirator. De 1,5 milliarder kroner til Rejsegarantifonden kan give kunstigt åndedræt i nogle få uger endnu. Krisen ser desværre ud til at fortsætte ind i Påske og sommerferien, og det vil udløse en lavine af tilbagebetalinger fra tusindvis af rejsende, der ikke skal afsted alligevel,” siger Lars Thykier og fortsætter:

”Så de 1,5 milliarder kroner er desværre kun en start, og der vil formentlig blive brug for flere penge til Rejsegarantifonden.”

Brug for bredere dækning
I torsdagens milliardaftale mellem regeringen og alle partier i Folketinget indgår, at rejsebureauerne kan kompenseres for de massive tilbagebetalingskrav via Rejsegarantifonden fra 13. marts til 13. april.

DRF mener, at der er behov for at udvide denne ordning, så den gælder alle corona-relaterede rejser til lande, som Udenrigsministeriet har markeret som ”orange”, også de, hvortil ikke-nødvendige rejser blev frarådet allerede tilbage i februar.

”Allerede inden regeringen 13. marts besluttede, at alle rejser frarådes, blev masser af rejser til for eksempel Italien, Østrig og Kina aflyst, da rejser dertil blev frarådet, hvilket udløste massive tilbagebetalingskrav fra rejsekunderne til deres rejsebureau,” skriver DRF og tilføjer:

”Vi foreslår derfor, at ordningen udvides, så den dækker alle aflyste rejser relateret til coronakrisen.”

Rejsebureauer skal selv betale
I aftaleteksten står der også, skriver DRF, at indsprøjtningen på 1,5 milliarder kroner til Rejsegarantifonden skal tilbagebetales af rejsebureauerne over en årrække.

DRF undrer sig over, at rejsebureauerne ikke som de fleste andre brancher kompenseres fuldt ud, men i stedet skal låne pengene.

”De fleste andre brancher har fået direkte kompensation som følge af denne krise. Vi forstår derfor ikke, hvorfor netop rejsebureauerne skal tilbagebetale pengene. Det vil tage os årevis at tilbagebetale så store beløb, og jeg er bange for, at det vil ramme den danske rejsebranche meget hårdt på længere sigt,” siger Lars Thykier.

Omsætningen er forsvundet
Videre skriver Danmarks Rejsebureau Forening i sin pressemeddelelse:
”Det er meget svært for rejsebureauerne at låne penge i øjeblikket, for bankerne er meget usikre på, hvornår krisen er ovre og folk må rejse igen. Vi skal have løsnet op for bankernes bekymringer og sikre, at hele rejsebranchen ikke går kollektivt konkurs.

Alle rejsebureauernes omsætning er forsvundet fra den ene dag til den anden, og der er ikke udsigt til, at der kommer gang i hjulene igen foreløbig.

Der er behov for politiske tiltag, der holder hånden under rejsebureauerne på den længere bane, ellers risikerer vi en lavine af konkurser og massefyringer i hele den danske rejsebranche,” lyder det fra DRF.

Relaterede artikler:

Charterformand: ”Dagens milliardpakke kan redde og holde liv i rejsebranchen”

Ny hjælpepakke til rejsebureauer – Rejsegarantifonden styrkes

DRF: Massefyringer i rejsebureauer uden akut politisk hjælp