DRF tvivler på det nye år

DRF’s forventninger til 2012-markedet er opdelt i de tre hovedområder fritids-, forretnings- og incomingområdet.

 

DRF vurderer, at der bliver nul-vækst på ferierejsemarkedet fra Danmark, og måske et fald i charterrejser.

 

Ifølge DRF vil 2012 byde på en meget svag stigning i antal rejsende på forretningsrejsemarkedet, især båret af en øget eksportindsats fra private virksomheder og en større offentlig rejseaktivitet bl.a. som følge af Danmarks EU-formandskab i første halvår af 2012.

 

Men der bliver en stigning i rejser til Danmark på 3-5 pct., bl.a. som følge af øget indsats på at sælge Danmark som destination i nye markeder, kombineret med flere krydstogtsanløb end i 2011 samt flere og større kongresser i Danmark i 2012 end i 2011.

 

Sådan kan Danmarks Rejsebureau Forenings prognose for 2012 sammenfattes, skriver DRF’s nyhedsbrev, som sætter fokus på de vigtigste udviklingstendenser i 2012.

 

Her skriver DRF, at 2012 bliver et udfordrende år for den danske rejsebranche i almindelighed og for danske rejsebureauer i særdeleshed.

 

”De danske forbrugere er blevet meget mere tilbageholdende med at bruge penge, og selvom der øjnes en spirende optimisme, tyder ikke meget på, at 2012 bliver et stort rejseår
Snarere tværtimod, for vi vil fortsat mærke gælds- og finanskrisen. Der vil derfor formodentlig ikke blive tale om vækst i 2012, når man bedømmer det danske rejsemarked under ét, af den simple grund, at danske forbrugere holder sig tilbage med at købe ”stort,” herunder rejser.

 

Rejsebureauerne vil fortsætte deres effektivisering og vil flytte mere af salg over til internet- og andre interaktiv-kommunikations baserede salgsplatforme,” vurderer DRF og tilføjer bl.a.:

 

”Dette skift vil kræve en omstrukturering af mange arbejdsgange og en omstilling af medarbejderne til de nye salgsformer.”

 

DRF skriver også, at salget af flybilletter vil i 2012 omsætningsmæssigt holde nogenlunde samme niveau som 2011, men med en lavere gennemsnitspris. BSP-omsætningen for Danmark i 2012 forventes at blive en smule lavere end i 2011, hvor den var lige over ni milliarder kr.

 

Politisk forventer DRF fokus en ny Rejsegarantifondslov, EU’s såkaldte ”Denied Boarding”-Forordning samt revision af det EU-Pakkerejsedirektiv, som skal revideres i 2012 (forslag til udformning af de to EU-regelsæt kommer fra EU-kommissionen i juni).

 

DRF forventer, at 2012 salgsmæssigt bliver på det jævne, vel nærmest et år ”der skal overstås”. Dermed bliver der også tale om et år, som resultatmæssigt risikerer at blive et af de dårligere år i nyere tid.

 

I øvrigt kigger Danmarks Rejsebureau Forenings adm. direktør, Lars Thykier i krystalkuglen i årets første udgave af Stand By, der udkommer i dag. Ikke uventet er hans spådomme i Stand By tæt på DRF’s nytårsbudskab. Alt andet ville også være mærkeligt…

 

Skrevet af redaktionen