DRF: Vi forventer, Transavia opfører sig pænt

Fra starten af vinterprogrammet næste måned begynder Transavia overraskende tilbagetrækning fra det danske marked. Lavprisselskabet er i øjeblikket femte størst i Københavns Lufthavn med i snit over 30.000 månedlige passagerer på dets ruter til København.

 

Transavia vil bl.a. gennem vinteren flyve en række charterserier for danske charterrejsebureauer.

 

Et gæt er, at mindst 50.000 danskere har købt billet med Transavia den kommende vinter. Transavia siger, at disse passagerer kan få pengene tilbage.

 
”Men ideelt skal Transavia tilbyde passagerer, der har booket plads hos selskabet, at de kan blive transporteret med andre flyselskaber,” siger Lars Thykier (foto), adm. direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, til takeoff.dk

 

”Det er vores holdning, som Statens Luftfartsvæsen ikke altid er enig i. Men vi forventer, at Transavia nu sender redegørelse til deres kunder blandt rejsebureauerne. Så lad os se, hvad de siger. Hvis de opfører sig pænt, så ombooker de passagerer til andre flyselskaber,” siger Lars Thykier og tilføjer:

”Jeg har kun hørt pænt om Transavia. Rejsebureauerne roser dem for gode produkter og medarbejdere. Men når det skulle være, at Transavia forlader Danmark, er det et godt tidspunkt eftersom ikke mange flyselskaber kan hævde, at deres ruter er særlig velbesøgte i vinteren. Omvendt vil dette give bedre belægning for flyselskaber på Transavias ruter.”

 
Transavia er femtestørste flyselskab i Københavns Lufthavn – selskabet havde sidste år 374.000 passagerer.

 

Transavia rykkede ind i København i kølvandet på Sterlings konkurs i oktober 2008. Transavia har ca. 150 medarbejdere i Danmark – ikke mindst dansk-talende kabineansatte. Ca. 1/3 af selskabets passagerer er fra danske charterbureauer.

 
Transavias koncernchef, Michiel Meijer, sagde i maj til takeoff.dk: ”Vi har tre fly i København – men vi håber indenfor et år at fordoble dette. Transavia har foreløbig ti ruter fra København – vi håber på endnu mindst fem det kommende år. Og hvis vi ikke tjente penge på vores danske ruter, var vi her ikke.”

 
Seneste årsregnskab fra Transavia gav et overskud på 40 mio. kr. – med selskabets flyvninger fra bl.a. Holland.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten