Kristian Durhuus, der i mange år var et kendt ansigt i Københavns Lufthavn, er ny administrerende direktør for færgeoverfarten mellem Helsingør og Helsingborg. Arkivfoto fra Københavns Lufthavn.

Driftsdirektør fra Københavns Lufthavn får nyt topjob

Kristian Durhuus, der i februar måtte forlade jobbet som driftsdirektør i Københavns Lufthavn, bliver nu administrerende direktør i rederiet ForSea, der sejler mellem Helsingør og Helsingborg.

Kristian Durhuus tiltræder sin nye stilling i morgen, den 15. juni, oplyser det svenske rederi.

“Vi er meget glade for at Kristian Durhuus bliver ForSea’s nye administrerende direktør. Han er en talentfuld leder med over 25 års erfaring. Fra sit arbejde med organisationer som Københavns Lufthavn og G4S har han stor erfaring med at skabe vækst og forbedre oplevelsen for passagerer.”

Det siger Rasmus Christiansen, bestyrelsesformand for ForSea, i en pressemeddelelse.

Siden 2011 har Kristian Durhuus været driftsdirektør i Københavns Lufthavn. Tidligere har han siddet i ledende stillinger i en lang række større organisationer, blandt andet LSG Lufthansa Service og G4S. Han har en kandidatgrad i Business Economics & International Management fra Copenhagen Business School.

”Jeg glæder mig til at blive en del af ForSea og til rollen som administrerende direktør. Det er en udfordrende og usikker tid for hele den europæiske transportsektor, men jeg er overbevist om, at ForSea fortsat vil spille en vigtig rolle som et regionalt bindeled,” siger Kristian Durhuus.

Kristian Durhuus efterfølger Jens Ole Hansen, der har fungeret som midlertidig administrerende direktør for ForSea siden februar, og som nu vil fortsætte i stillingen som driftsdirektør. ForSeas daværende administrerende direktør, Johan Röstin, forlod i februar “med omgående virkning” rederiet, blev det oplyst i en pressemeddelelse.

100 daglige afgange på Helsingør-Helsingborg
Siden de danske grænserestriktioner blev indført i marts, har ForSea fortsat sejlet op til 100 afgange dagligt som en vigtig del af regionens infrastruktur.

Helsingør-Helsingborg overfarten sejles af fem færger. To af dem er konverteret til batteridrift for en total investering på cirka 300 millioner kroner.

I 2019 transporterede ForSea syv millioner passagerer samt 1,3 millioner personbiler, 440.000 lastbiler og 16.000 busser. Det svarer til 20 procent af de køretøjer, der passerede Øresund i 2019. ForSea har 550 medarbejdere.

Relaterede artikler:

Afsked med driftsdirektør i Københavns Lufthavn

Københavns Lufthavn sætter et nyt lederteam

Færgerute lukker permanent mellem Danmark og Oslo