Fra den 1. januar hedder DSBs kommercielle direktør Jan Sigurdur Christensen. Han kommer fra en stilling som planlægningschef i DSB og får ansvar for udvikling, salg og markedsføring, samt Kundecenteret.
DSBs adm. direktør Flemming Jensen: ”Jan Sigurdur Christensen har faglig indsigt og erfaring fra det kommercielle område blandt andet fra sin tid i SAS. Samtidig har han stor viden om DSBs driftsorganisation, hvor han de seneste 2½ år har haft ansvaret for vores køreplaner. Vi har også haft kig på eksterne kandidater, men de interne viste sig at være mindst lige så kompetente.”
Jan Sigurdur Christensen er 42 år og uddannet i organisation og ledelse fra Copenhagen Business School, CBS. Før han kom til DSB, var han hos SAS i 20 år, hvor han i en årrække bl.a. arbejdede med indtægtsoptimering af flyselskabets kommercielle områder.