Dubai Tourism er atter tilbage i den nordiske fold hos repræsentationsbureauet Related – kontrakten regnes for en af de største turisme-kontrakter på det nordiske marked. Pressefoto fra Dubai via Related.

Dubai skifter atter nordisk turist-repræsentant

Efter et års tid vender Dubais turistmyndigheder tilbage til PR- og repræsentationsbureauet Related som nordisk repræsentant. Dubai har store forhåbninger til væksten fra Norden.

Turistmyndighederne i UAE, De Forenede Arabiske Emirater med blandt andet Dubai, har ambitiøst mål om at antallet af nordiske ankomster skal stige fra i dag over 300.000 til 500.000 på bare to år. Det sagde Abdullah Saleh Al Hammadi, direktør for National Tourism Programme i De Forenede Arabiske Emirater, i september sidste år til STANDBY.dk

For at medvirke til at opnå den ambition, indgik Dubai Tourism sidste efterår en toårig kontrakt med det danske GSA-bureau Atlantic Link, der skulle tage sig af salg, marketing og PR på det nordiske marked. Men samarbejdet mellem Atlantic Link og Dubai Tourism stoppede i august i år – og nu er turistmyndighederne fra Dubai tilbage hos Related på det nordiske marked.

Dubai er det nok mest kendte af de syv emirater i United Arab Emirates, UAE – en voksende turistdestination, også fra Skandinavien og Norden. Andre emirater tæller blandt andet Abu Dhabi, Ras Al Khaimah og Sharjah.

Related har netop genvundet en stor kontrakt med Dubai Tourism. Dermed er Related – igen – turistrådets nordiske repræsentant og skal stå for samtlige rejsebranche-, marketing- og MICE-aktiviteter på de fire nordiske markeder, oplyser Related.

”Vi er rigtigt glade for igen at samarbejde med Related på det nordiske marked, et vigtigt og voksende marked for Dubai. Vi ser frem til at arbejde tæt sammen om at cementere og udvikle Dubais position blandt de nordiske turister,” siger Shahab Shayan, chef for Dubai Tourism på det nordiske marked samt i Storbritannien og Irland.

Og i en pressemeddelelse fra Related hedder det: ”vi er glade for igen at have den populære ørkenmetropol på kundelisten.”

Den største turismekontrakt i Norden
Relateds administrerende direktør, Henrik Koch, siger:

”Vi er stolte over igen at have landet det, der går for at være den største turisme-kontrakt på det nordiske marked – og glade for den tiltro, Dubai Tourism har til os. Vores opgave bliver nu at bygge videre på det solide kendskab og de stærke brancherelationer, destinationen igennem de seneste år har opbygget i Sverige, Danmark, Norge og Finland – og samtidig udforske nye potentialer og målgrupper. Vores arbejde skal blandt andet understøtte Dubai Tourism’s mål om at nå 20 millioner turister i Dubai i år 2020.”

Related er et nordisk full-service PR-, kommunikations- og repræsentationsbureau med kontor i fire nordiske lande, Danmark, Norge, Sverige og Finland. Bureauet har siden 2003 arbejdet for en række turisme-kunder.

I dag tæller kundelisten foruden Dubai blandt andet, nævnt alfabetisk, Filippinerne, Flandern (del af Belgien), Fort Myers (i Florida), Irland, Jamaica, Kroatien, Las Vegas, Macao, Maldiverne, Malta, Miami, Portugal og The Great American West (USA-delstaterne Idaho, Montana, North Dakota, South Dakota og Wyoming)

Relaterede artikler:

Dansk PR-bureau og Dubai Tourism går hver til sit

Emirat fastholder stort fokus på Skandinavien

Emirater havde rejsebranchen til roadshow