Emiratet Ras Al Khaimah markedsfører sig på blandt andet det skandinaviske marked med et miks af luksushoteller og en mængde muligheder for at kombinere badeferie med adventure-muligheder. Pressefoto fra Ras Al Khaimah Tourism Development Authority.

Emirat fastholder stort fokus på Skandinavien

Skandinavien er på Top 10 over største markeder for Ras Al Khaimah, et af de syv Forenede Arabiske Emirater. Emiratet markedsfører sig blandt andet for at være liberalt og fyldt med action.

Med foreløbig 6.700 hotelværelser og yderligere 6.200 på vej de kommende år fra en række kendte hotelkæder, forbereder emiratet Ras Al Khaimah, eller RAK, sig på en stigende turiststrøm. RAK er det nordligste af de syv United Arab Emirates, UAE, og ligger en times kørsel fra UAE’s storlufthavn i Dubai.

Amerikanske Raki Phillips blev i juni ny administrerende direktør for Ras Al Khaimah Tourism Development Authority (RAKTDA). PR-foto.

”Vores højsæson er blandt andet bestemt af varmen, vi er mest besøgt fra oktober til april,” siger den nye administrerende direktør for Ras Al Khaimah Tourism Development Authority (RAKTDA), amerikanske Raki Phillips, da han torsdag besøger København og blandt andet har en pressebriefing.

Temperaturerne er til at klare i vinterhalvåret – mens de om sommeren kan have kurs op mod 50 grader. Derfor har mange af blandt andet RAK’s luksushoteller og resorts for eksempel afkølede udendørs pools.

RAK fremhæver en række af dets fordele sammenlignet med konkurrenterne i navnlig Dubai. Priserne i RAK er cirka 15 procent billigere end i Dubai, RAK er det mest liberale af de syv UAE-emirater – for eksempel kan alle over 21 købe alkohol, kvinder kan have bikini på sandstrandene ”og kan klæde sig som de gør på en varm sommerdag i København,” siger Raki Phillips.

Han fremhæver også, at RAK blandt andet promoverer sig med at være action-emiratet, hvor RAK for eksempel bruger den fordel, at det er det eneste emirat med bjerge. Det højeste er omkring to kilometer over havets overflade. Her oppe i bjergene er blandt andet den efterhånden ganske kendte ”zip-line”, Jebel Jais Flight, hvor man svæver de 2,8 kilometer mellem to punkter. Der er også alt fra hiking og biking.

Nede ved vandet er der – udover blandt andet et par golfbaner – også mangrovesumpe, hvor der ikke må være motoriserede fartøjer, kun for eksempel kajakker. Der er ørkenræs i store firehjulstrukne jeeps, turister kan udover de mange resorts overnatte i en slags beduinlejre i ørkenen og meget andet.

Skandinavien på top 10
Sidste år havde RAK omkring 1,1 millioner turistankomster. De tre største markeder er Storbritannien, Rusland og Tyskland, men Skandinavien er blandt vores ti største markeder, siger Raki Phillips. Sidste år var der 20.000 ankomster fra Skandinavien, heraf 4.000 fra Danmark.

Samlet forventer turistmyndighederne i RAK at nå op på 1,5 millioner besøgende turister i 2022 og tre millioner i 2025. Til den tid skal antallet af skandinaver være vokset til 100.000.

”Vi er glade for de skandinaviske turister, de opholder sig længere i RAK end mange andre, typisk en uges tid, og har et højt forbrug,” sagde Raki Phillips til STANDBY.dk ved pressebriefingen.

Ras Al Khaimah repræsenteres i Norden af det danske GSA-bureau United Spirit Nordic, der har hovedkontor i København.

Turistmyndighedernes hjemmeside er: raktda.com

Relaterede artikler:

Ny flyrute øger tilgængelighed til Ras Al Khaimah

Emirat øger synlighed i Europa

Dansk rejsebureau ommøblerer betjening af Dubai