De to nye sundbusser, som nu leveres nybygget fra et polsk værft, har kostet 300 mio. kr. De skal primært sejle i konkurrence med Scandlines og HH-Ferries mellem Helsingør og Helsingborg.
”Men vi kan også arrangere sær-ture for f.eks. firmakunder. Vores to nye skibe kan f.eks. samle passagererne op i København – vi må sejle med vores skibe fra Skagen til Bornholm,” siger Karin Jul Pedersen.
Hun stoppede sidste år som salgsdirektør for Hilton Copenhagen Airport og var indtil i sommer salgs- og marketingsdirektør for MyPlanet i Holstebro.
Med de to nye sundbusser tilbyder Acelink ”verdens korteste krydstogt” på turen mellem de to sundbyer.
De to nye skibe, Simara og Siluna, tilbyder bl.a. restauranter, caféer og butikker.
I foråret fik selskabet bag Sundbusserne ny ejer og skiftede navn til ACE link, navnet henviser til den norske skibsreder, Axel Camillo Eitzen, som ejer en flåde af tank- og stykgodsskibe.
Simara og Siluna er 61 meter lange, en halv gang længere end de gamle sundbusser. Mens de to tidligere sundbusser hver rummede 249 passagerer, har de nye plads til 386 gæster.
Sundbusserne begyndte at sejle i 1958 – passagererne spænder fra pendlere, stamgæster, familier og forretningsrejsende til unge, der går i byen.
Sundbusserne har årligt ca. 1,2 mio. passagerer. De to næsten-pensionerede hidtidige sundbusser indsættes når det ene eller begge af de nye skibe sejler sær-charter ved bl.a. selskaber, bryllupper, fødselsdage, møder, konferencer osv.
Mere info på hjemmesiden: acelink.dk
Tagget med: Hilton MyPlanet Scandlines

STANDBY.DK Nyt om rejser

