Sabre får også lavpriser fra SAS

Rejsebureauer, som bruger reservationssystemet Sabre, får fuld adgang til alle SAS’ lavpriser, herunder Snowflake. Indtil videre er denne service gratis.



Dawnne Unger, Sabre-direktør for Norden, siger, at Sabre som eneste GDS-system har haft dialog med sine kunder under forhandlingerne med SAS – en fin hentydning til markedsdominerende Amadeus’ måde at håndtere denne vigtige sag på…



Amadeus, som har over 70 % af det skandinaviske GDS-marked, meddelte i september, at det som første af de fire GDS’er havde fået aftale med SAS om lavpriser.

Eftersom to ud af tre flybilletter i Skandinavien er med SAS er SAS’ lavpriser livsvigtige for rejsebureauerne.



Men SAS vil ikke betale de høje afgifter til GDS’erne og ville derfor kun tilbyde lavpriser via egen hjemmeside.



Det fik Amadeus til at lave aftale med SAS om en meget lav klik-afgift for SAS’ lavpriser – den manglende indtægt skulle rejsebureauerne betale til Amadeus, der kører med tre-cifrede millionoverskud.



Men Amadeus blev grumme upopulær ved blot at meddele rejsebureauerne, at de fra 1. oktober skulle betale 2,5 euro pr. lavprisbillet til SAS.

Protesterne – også fra de skandinaviske rejsebureauforeninger om misbrug af Amadeus’ dominerende stilling – fik Amadeus til at rykke fristen for tilmelding til årsskiftet og starte med 0,25 euro pr. bestilling, stigende til de 2,5 euro i 2007.



For at vinde markedsandele spekuleres der i, at de tre mindre GDS-systemer, foruden Sabre også Galileo og Worldspan, ville gøre sig ved at tilbyde SAS’ lavpriser gratis og dermed underminere Amadeus.



Men Sabre signalerer, at de vil opkræve betaling for SAS’ lavpriser. Dawnne Unger siger i pressemeddelelse: “For at tilbyde alle SAS’ priser må vi udvikle en bæredygtig økonomisk model med kompromisser fra alle involverede (SAS, Sabre og rejsebureauerne, red).”



Og hun sender også en hilsen til Amadeus: “Sabre ser det som vitalt at involvere vore kunder i aftalen med SAS, frem for at følge fodsporene på den dominerende GDS-operatør i Skandinavien (læs: Amadeus, red) ved bare at påtvinge rejsebureauerne aftalen.”



HB


Skrevet af