CPH får flyrute fra Leeds

BMI Regional, et datterselskab i British midland Airways-gruppen, åbner 7. april en daglig rute til Københavns Lufthavn fra Leeds i midtengelske Yorkshire. Der kan allerede bookes via BMI’s hjemmeside, priserne begynder ved 985 kr. for en enkeltbillet med skatter og afgifter.




Eftersom British Midland er medlem af Star Alliancen og bl.a. ejet af SAS og Lufthansa, er SAS i gang med at få bl.a. interline-aftaler, prisstruktur og gennemgangspriser på plads med BMI Regional.



Ruten skal beflyves en gang dagligt med en 49-sæders Embraer jetfly med business- og turistklasse. På hverdage flyves fra Leeds kl. 10 og fra CPH kl. 13.25.



British Midland, der forkorter sig BMI (”i” for international), er Englands næststørste luftfartsselskab. Og dets regionalselskab, BMI Regional, der svarer til SAS Commuter, er største operatør i Leeds Bradford International Airport. Herfra flyver BMI Regional direkte til Bruxelles, Cork, Edinburgh, Glasgow, London Heathrow og Paris Charles de Gaulle.




BMI Regional opererer også fra disse lufthavne i Storbritannien: Aberdeen, Belfast, Edinburgh, Glasgow, Leeds Bradford, Manchester, Teesside og, fra 31 marts, Norwich.

Skrevet af