DFDS Seaways sadler om

Pres fra luftens lavprisruter og konkurrenten Color Line får nu DFDS Seaways til at gå i offensiven og bruge 100 mio. kr. på forbedringer af sine skibe.”Det er ingen hemmelighed, at DFDS Seaways har været opfattet som en klods om benet i DFDS. Men det er nu forbi. Seaways er tilbage på sporet og vil møde markedet med oprejst pande, ” udtaler koncerndirektør i DFDS Seaways, Søren Jespersen.
Første skridt i den offensive plan tages i januar, hvor de to færger på Oslo-København-ruten på skift tages ud af drift for at blive sendt på værft til en modernisering. Søren Jespersen har erkendt, at hvis kunderne udelukkende ønsker transport, så har DFDS Seaways svært ved at hamle op med konkurrenterne. Derfor bruges de 100 mio. kr. på at gøre færgerne mere indbydende for de kunder, der ikke kun sejler for transportens, men også oplevelsens skyld. Et øget passagertal er derfor ikke det ultimative succeskriterium – det handler lige så meget om at beholde den kundegruppe, som har råd og lyst til at bruge penge på rejsen.
Hvis strategien viser sig at være rigtig, vil DFDS Seaways foretage samme investeringer på rederiets øvrige ruter.
(Børsen, 21/12)

Skrevet af