Rundt omkring SAS-strejken

Der er ingen, eller uendelig lidt forståelse for den strejke danske SAS-piloter nu har begivet sig ud i. Hvis det viser sig, at det hele kun et spørgsmål om en overflytning til de tre landes respektive selskaber, som det er sket med al det øvrige personale, er der slet ingen forståelse.



Det fremgår klart af dagens aviser, hvor kritikken især fra de store kunder hagler ned over SAS. Således siger formanden for DBTA Dorthe Berg Henriksen, der som bekendt selv er indkøber for Cowi i dag til Børsen: “SAS bliver nødt til at kunne få sine piloter til at flyve. Uanset hvad man mener om konflikten, virker det ikke godt, at SAS ikke har styr på det.”



Samme toner lyder fra direktør Ole Lund Andersen fra Tvilum-Scanbirk møbelproducent: “Vi betaler en præmie i form af en højere pris for at flyve med SAS i forhold til andre flyselskaber. Hvis vi ikke længere kan regne med SAS, bliver vi nødt til at købe vore flybilletter andre steder.”



Også charterselskaberne er begyndt at blive nervøse. Indtil videre regner de med, at charterflyene fritages i konflikten, der er fortsat svenske piloter at tære på, og ellers regner de med, at SAS skaffer andre selskaber.



Hos Århus Charter skal 500 gæster af sted til Madeira og Tenerife fredag og lørdag med SAS charterfly. “Vi forventer, at SAS holder charterflyene uden for konflikten. Det er passagerer, som skal være ude i otte og 14 dage. De vil blive urimeligt hårdt ramt,” siger Jette Rantala fra bureauet.”



Berlingske Business kan berette, at der er endog meget lidt forståelse for piloternes aktion hos andre faggruppe i flyselskabet. Selv er hærdet fagforeningsleder og tidligere medlemsvalgt bestyrelsesmedlem i SAS-konsortiet, Nicolas Fischer,siger: “Piloterne skal igennem samme tur, som andre faggrupper. SAS ledelsen gennemfører noget som er rigtigt for virksomheden – men griber det helt forkert an.”



“De er gået fri hidtil og har ikke på noget tidspunkt været solidariske med os, hvorfor skulle vi så støtte dem nu.” Der findes i det hele taget meget lidt solidaritet hos jordpersonalet, kabinepersonalet eller andre grupper. “Der er faggrupper i SAS, der har mistet halvdelen af deres medlemmer uden nogen form for støtte fra piloterne, som ikke, som ikke selv har leveret noget som helst til besparelserne.” Siger en fagforeningsformand.



Nu begynder strejken også at kunne true noget af den internationale deltagelse på Ferie 06 i Bella Center, hvor de første udstillere begynder at stille op i dag. I går talte Take Off med to norske udstillere. “Vi er i tvivl om vi kommer, hvis SAS fortsætter med at strejke, men der findes – endnu da – andre muligheder.”

Skrevet af