Ny fyringsrunde i stort dansk rejsebureau

I november sidste år fyrede Vejle Rejser seks ud af 67 ansatte, i juli røg yderligere 12 – og i sidste uge endnu otte. Dermed er ca. 40 % af arbejdspladserne nedlagt.



”Vores omsætning er 30 % under samme tid sidste år – og der er ingen lyspunkter i horisonten,” siger hovedejer og adm. direktør, Ole Svendsen, til Take Off.



”Vejle Rejser er ikke truet, men vi kigger på at blive mere konkurrencedygtige, at outsource, at arbejde med andre rejsebureauer om fælles bogholderi, billetkontor, IT osv.,” siger Ole Svendsen.



Vejle Rejser blev grundlagt i 1969 af Peer Bjørck. Siden 1997 har Ole Svendsen været adm. direktør, og han stod i december sidste år i spidsen for ledergruppen, der overtog virksomheden. Ole Svendsen har 51 % af aktierne, de fem øvrige fra ledergruppen hver har 9,8 %.

Efter salget trak familien Bjørck sig ud af Vejle Rejser.



Vejle Rejser er i dag kun i Vejle samt Nuuk. I 2007 lukkede bureauet i Aalborg og Københavns Lufthavn, det kostede 15 jobs.



Med årsomsætning på 550 mio. kr. er Vejle Rejser femtestørste erhvervsrejsebureau i Danmark. Det har ca. 1.500 firmakunder i Danmark og Grønland.



HB

Skrevet af