Easyjet har foreløbig cirka 300 Airbus-fly, der denne sommersæson flyver 980 ruter mellem 156 lufthavne i 33 lande. Foto: easyJet.

Easyjet klar til rute nummer 1000

Ved dette års vinterprogram kommer det britiske flyselskab op på over 1.000 helårs- eller sæsonruter. Easyjets første rute lettede i 1996 mellem London Luton og skotske Glasgow.

Hvilken rute, der skal have æren af at være nummer 1.000, kan flyselskabet selv afgøre. Easyjet, der åbner 24 nye ruter med over 358.000 sæder i forbindelse med vinterprogrammet for 2018/19, har valgt Manchester til franske Bordeaux.
Andre nye easyJet-ruter fra Manchester går til Barcelona, Faro i det sydlige Portugal, østrigske Innsbruck og den kanariske ø Lanzarote.

Medarbejdere ved lufthavnen i franske Bordeaux fejrer at de får easyJet-rute nummer 1.000 – den starter fra dette års vinterprogram fra Manchester. Foto: easyJet.

Kun en af de 15 øvrige nye easyJet-ruter fra det kommende vinterprogram er til en lufthavn i Skandinavien, nemlig fra Bristol i det sydvestlige England til den nordsvenske skisportsdestination Åre Östersund.
Fra easjyJets hovedlufthavn, Luton ved London, åbner det nye ruter til den britiske enklave Gibraltar samt polske Krakow.

Ruter mellem 150 lufthavne i 33 lande
Easyjet har foreløbig cirka 300 Airbus-fly, der denne sommersæson flyver 980 ruter mellem 156 lufthavne i 33 lande med 82 millioner passagerer – i sidste regnskabsår. I år venter selskabet at komme op på 90 millioner rejsende – ifølge easyJet er 13 millioner forretningsrejsende.

Easyjet er fjerdestørste flyselskab i Københavns Lufthavn med 1,3 millioner passagerer sidste år. Ifølge hjemmesiden anna.aero er Københavns Lufthavn i den nuværende sommersæson easyJets 11. største marked i Europa målt i antal udbudte sæder.

Easyjet lukker også ruter
Pressemeddelelsen fra easyJet om de 24 nye ruter fra det kommende vinterprogram fortæller ikke, at flyselskabet også lukker nogle ruter. Men dem har Anna.aero styr på.

Netop Bordeaux, der får easyJet-rute nummer 1.000 mister fra vinterprogrammet selskabets betjening til Bruxelles. I alt vil easyJet fra det kommende vinterprogram ikke udbyde 32 ruter, som det havde i vinterkøreplanen for 2017/18 – i hvert fald som trafikprogrammet ser ud netop nu.

25 af de 32 ruter, der ikke får trafik igen til dette års vinterprogram, er reelle lukninger. Resten er for eksempel overførsler af ruter fra eksempelvis Berlin Schönefeld til Berlin Tegel. Der er også blevet lukket otte ruter ud af Hamborg i forbindelse med, at easyJet lukkede sin base i den tyske lufthavn. Tidligere i år lukkede easyJet mellem Lyon og Stockholm Arlanda.

Største flyselskab i Østrig
Easyjet har registrerede flyselskaber i Storbritannien, Schweiz og Østrig – selskabet i Østrig, Easyjet Europe, er det nyeste, oprettet forud for Storbritanniens Brexit i marts næste år fra EU. Easyjet Europe har 130 easyJet-fly på østrigsk register – overført fra easyJet i Storbritannien. Til sammenligning har Austrian Airlines kun over 80 fly.

Ved at overføre flyene fra en britisk driftslicens til en østrigsk EU-licens, kan easyJet operere flyene og dermed beskytte sit rutenetværk. Storbritannien og EU forhandler om en ny luftfartsaftale, som gerne skulle lande, inden briterne forlader EU. Cirka halvdelen af easyJets passagerer kommer fra de øvrige 27 EU-lande. Herudover er omkring en tredjedel af easyJets ruter til eller fra EU-lande eller internt i EU-lande.

Relaterede artikler:

Tre flyselskaber med hver sin førsteplads

Lille fremgang i danske lufthavne

Koncernchef ønsker mindre i løn